Store og stærke irere spolerede Dolbergs startdebut

16x9
Kasper Dolberg og Cyrus Christie under Nations League-kampen mellem Irland og Danmark. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Kasper Dolberg ledte forgæves efter hullerne i Irlands betondefensiv i lørdagens 0-0-kamp i Dublin.

Angriberen Kasper Dolberg havde håbet på at kunne vise sig bedre frem, end han lykkedes med at gøre i lørdagens 0-0-kamp mod Irland, da angriberen for første gang i karrieren startede inde for landsholdet.

Den irske betondefensiv med konstant ni markspillere bag bolden holdt 21-årige Dolberg og resten af danskerne væk fra store muligheder.

- Det gjaldt også for mig, at der ikke var så meget plads. De gjorde det svært for mig, for de var nogle store og stærke drenge dernede, og det handlede om at prøve at finde de rum, der nu var - eller ikke var.

- Jeg ville da gerne have været mere på bolden og mere afgørende, men det var der desværre ikke plads til, siger Kasper Dolberg.

Han måtte se holdkammeraterne Simon Kjær og Pione Sisto være tættest på at score for Danmark, mens irerne i den anden ende havde et enkelt nærgående forsøg i den ret tamme fodboldkamp.

Fint nok med 0-0

Danmark havde bolden mest, men Dolberg mener ikke, at danskerne skulle have satset endnu mere på at få tre point.

- Vi skulle finde en balance, så vi ikke åbnede for meget op. Der var ikke så meget plads at spille på. Så vi manglede lige det sidste for at bryde igennem forsvaret og skabe chancer.

- 0-0 var måske fair nok. Vi skabte ikke de helt store chancer. De gjorde det svært for os, for de stod godt dernede. Et eller andet sted var det vel okay, siger Kasper Dolberg.

Silkeborgenseren blev skiftet ud efter 78 minutter.

I sine første syv landskampe blev han brugt som indskifter, og han havde egentlig regnet med, at han skulle starte ude mod Irland, indtil Andreas Cornelius fredag fik en forstrækning under den sidste træning inden kampen.

- Jeg havde en idé om, at jeg skulle starte inde, da "Corner" gik ud til træning i går (fredag, red.). Jeg fik det at vide i morges (lørdag morgen, red.), og der havde jeg set beskeden komme.

- Men inden der skete noget med "Corner", havde jeg regnet med, at jeg skulle starte på bænken, siger Kasper Dolberg.

Ajax-angriberen kan få sin niende landskamp, hvis han kommer på banen tirsdag i Herning mod Østrig.

/ritzau/