'Pludselige smerter' ødelagde Nicolai Jørgensens sæsonstart

16x9
Nicolai Jørgensen kunne lade sig hylde som mester og topscorer i Æresdivision i sin første sæson i Holland. Det var i sæsonen 2016/2017. Foto: SERGEI SUPINSKY / Scanpix Denmark

Den danske angriber har kun spillet 156 minutters fodbold i den hollandske Æresdivision i denne sæson.

Du kan se Feyenoord-Zwolle klokken 14.30 på TV 2 Play

VM-slutrunden i Rusland endte langt fra godt for Nicolai Jørgensen.

Udover et brændt straffespark i den afgørende straffesparkskonkurrence mod Kroatien måtte han også rejse hjem med en skade i foden.

Danskeren har gjort comeback for sit ligahold Feyenoord, men det var senere, end han havde regnet med.

- Jeg startede min forberedelse normalt op, indtil jeg pludselig vågnede op med smerter, og jeg ikke engang kunne få min sko på.

- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og hvor lang tid det ville tage, før jeg kom tilbage, siger Nicolai Jørgensen til det hollandske medie NOS.

Siden VM-slutrunden i sommer har Nicolai Jørgensen blot spillet 156 minutters fodbold. Han har fået spilletid i tre opgør i den hollandske Æresdivision og fik i sidste weekend sin første kamp fra start.

Ifølge landsholdsangriberen er det længe siden, at han for alvor har spillet en god kamp.

- Jeg har ikke spillet i lang tid, men jeg synes, det var i kampen mod Australien til VM, fortæller den danske angriber.

Nicolai Jørgensen har sit første mål i Æresdivisionen til gode i denne sæson. Om han får hul på målbylden i dag mod Zwolle, kan du se direkte på TV 2 Play klokken 14.30.