Australsk fodboldklub tvivler på Usain Bolts niveau

16x9
Usain Bolt håber, han kan slå igennem som fodboldspiller. Foto: David Gray / Ritzau Scanpix

Central Coast Mariners har tilbudt Usain Bolt en kontrakt, men tvivler på, at han er god nok til A-League.

Der pågår stadig forhandlinger mellem den australske fodboldklub Central Coast Mariners og sprinterfænomenet Usain Bolt om en professionel fodboldkontrakt. Men parterne er økonomisk langt fra hinanden.

Tilmed tvivler klubben på, at Bolt har niveau til at spille i Australiens bedste fodboldrække, A-League.

En eventuel kontrakt med den 32-årige verdensrekordholder i 100- og 200-meter-løb skal derfor mere ses som et PR-stunt end en sportslig oprustning.

- Usain har gjort store fremskridt i løbet af sin tid hos Central Coast, og vi føler, at han vil blive bedre med mere individuel, intensiv træning og deltagelse i betydende kampe.

- Vi prøver at finde en løsning, hvor det kan lade sig gøre, men som klub har vi ikke den luksus at kunne gøre det i A-League, skriver klubben.

Ifølge avisen Sydney's Daily Telegraph er Bolt blevet tilbudt en årsløn på cirka 700.000 kroner. Men Bolt og hans rådgivere forlanger angiveligt en årsløn, der er 20 gange højere.

Søger sponsorer

Det kan kun komme på tale, hvis Central Coast Mariners får hjælp af gavmilde sponsorer.

- Uden økonomisk hjælp fra eksterne tredjeparter er det usandsynligt, at Usain Bolt og Central Coast Mariners kan blive enige om en kontrakt.

- Så længe der er en mulighed for at formalisere samarbejdet, vil de to parter fortsat arbejde frem mod det, skriver klubben.

For ikke at forstyrre resten af holdets spillere i forberedelserne til den kommende ligakamp må Bolt ikke deltage i flere holdtræninger, før hans fremtid er afklaret.

Under sin prøvetræning i den australske klub har jamaicaneren blandt andet bevist sig med to scoringer i en testkamp.

Bolt er også blevet tilbudt en toårig kontrakt hos det maltesiske mesterhold Valetta FC, men har takket nej.