Nicki Bille fyret i Lyngby med øjeblikkelig virkning

Som ventet har Lyngby Boldklub valgt at ophæve kontrakten med det skandaleombruste angriber

Nicki Bille er fortid i Lyngby Boldklub. Det står klart efter den danske Nordic Bet Liga-klub fredag har ophævet kontrakten med angriberen.

Baggrunden er, at Nicki Bille tidligere på ugen blev anholdt efter en episode med uorden og slagsmål i det indre København.

Det er synd for alle her i huset og udenfor, der har brugt uanede ressourcer og masser af energi på at hjælpe Nicki

Birger Jørgensen, sportsdirektør i Lyngby Boldklub

- I princippet er det en personalesag, men Nicki har misligeholdt sin kontrakt her, og derfor er kontrakten blevet ophævet. Men blandt andet var der en anholdelse i mandags, og det er en af årsagerne til, at vi anser aftalen som misligeholdt og derfor ophæver den, fortæller Lyngby-formand Birger Jørgensen til TV 2 SPORT.

Cheftræner Mark Strudal siger i en pressemeddelelse fra klubben, at han er ked af, at tiden i Lyngby har udviklet sig på denne måde for Nicki Bille.

- Vi er rigtig triste over situationen, for vi havde selvsagt håbet på et andet udfald og vi havde troet på, at vi kunne hjælpe Nicki med en ny tilværelse. Det var derfor, klubben gik ind i det her, og vi har involveret et stort netværk af forskellige personer for at hjælpe Nicki. Vi gjorde det rigtige ved at give Nicki chancen, men det lykkedes desværre ikke, og det er vi kede af, siger Mark Strudal.

Sportsdirektør i Lyngby Boldklub, Birger Jørgensen, understreger i pressemeddelelsen, at klubben føler, at det har gjort det rigtige, ved at ansætte Nicki Bille i første omgang.

- Vi ærgrer os helt vildt, og jeg har meget stor respekt for de folk her i huset, der lagde hovedet på blokken og sagde, at det her godt kunne lykkes. Vi har individuelt og som klub, gjort alt hvad vi kunne, og det er synd for alle her i huset og udenfor, der har brugt uanede ressourcer og masser af energi på at hjælpe Nicki. Men hvis vi skal være tro mod klubbens værdier, så var der ikke anden udvej, lyder det fra Birger Jørgensen.

En forventet fyring

Det var ventet, at Lyngby ville forsøge at komme ud af den et-årige aftale med den kontroversielle angriber. Det stod allerede klart i mandags, da klubben udsendte en pressemeddelelse.

- Vi kan på nuværende tidspunkt konstatere, at Nicki Bille har forbrudt sig mod klubbens værdier, etik og moral i en sådan grad, at det er uforeneligt med at repræsentere Lyngby Boldklub. Grænsen er langt overskredet – og det får naturligvis en konsekvens, lød det i pressemeddelelsen.

Dermed sluttede det ikke som håbet, da man i juli skrev under på en aftale med den 30-årige angriber, der senest var i den græske klub Panionios.

- Nickis fodboldkvaliteter kan man ikke stille spørgsmålstegn ved. Han er en fuldblodsangriber, der arbejder stenhårdt, kan score mål og stresse et forsvar.

- Når Nicki er landet, kommet i form og er klar til at spille, får vi en dygtig angriber med erfaring fra udlandet, som kan tage konkurrencen op med de dygtige angribere, vi ellers råder over, sagde cheftræner Mark Strudal dengang til klubbens hjemmeside.

Nicki Bille har spillet tre gange for det danske landshold.