Tidligere engelsk landstræner kollapsede i tv-studie

16x9
61-årige Glenn Hoddle er ekspert på engelske BT Sport. I sin aktive karriere som fodboldspiller tørnede han blandt andet ud for klubber som Tottenham og Chelsea. Foto: Paul Ellis / Ritzau Scanpix

Glenn Hoddle, der er fodboldekspert på britiske BT Sport, meldes alvorligt syg.

Fodboldeksperten Glenn Hoddle, der i dag er fyldt 61 år, er kollapset i BT Sports fodboldstudie. Derfor er englænderen blevet fragtet til sygehuset. 

Det oplyser programleder på BT Sport Jake Humphrey på Twitter.  

- Vores ven og kollega Glenn Hoddle blev alvorligt syg i BT Sports studie hertil morgen.

- Derfor bliver BT Sport Score ikke sendt i dag, men vi vil som sædvanlig være live til 18.30-kampen i Leicester.

- Vi er alle sammen med dig, Glenn, og sender dig kærlighed og styrke, skriver programlederen.

Senere lørdag er der ifølge engelske BBC nyt fra hospitalet om Hoddles tilstand.

- Tilstanden er alvorlig, men Glenn modtager behandling fra specialister og reagerer godt, siger en talsmand ifølge BBC. 

På Twitter vælter det ind med hilsner til den tidligere fodboldspiller, der blandt andet nåede at spille 53 landskampe for England.

- Meget bekymrende nyheder, at Glenn Hoddle kollapsede i BT’s studie tidligere. Mine tanker er ved ham og hans familie. Kom så, Glenn, skriver kollega og tidligere fodboldspiller Gary Lineker.

I perioden 1996-1999 var Glenn Hoddle landstræner for England. Derudover har han været træner for flere engelske ligaklubber, blandt andet Chelsea og Tottenham, som han også spillede for i sin aktive karriere. 

De to klubber udtrykker også deres medfølelse for deres tidligere spiller og træner.

- Vores tanker er hos vores tidligere Chelsea-manager Glenn Hoddle, som er blevet alvorligt syg på hans 61 års fødselsdag. Vi er med dig, Glenn, skriver Chelsea.

- Alle i klubben sender deres varmeste hilsner til Glenn Hoddle i håbet om en fuldstændig og hurtig bedring, efter han blev syg hertil morgen, skriver Tottenham.

Englænderen stoppede som træner i 2006 efter 15 år som træner.