Bizart mål giver Vendsyssel sejren i Aalborg

16x9
Vendsyssels Søren Henriksen (nummer to fra højre) jubler efter at have scoret til 1-0 mod AaB. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Et tilfældigt mål fra Søren Henriksens fod afgjorde lokalopgøret mellem Vendsyssel og AaB, der endte 0-1.

Søndag aften vandt Vendsyssel FF det nordjyske superligaopgør mod AaB. Et usandsynligt mål af Søren Henriksen blev kampens eneste, og vendelboerne vandt 1-0 på Aalborg Portland Park.

Lokalopgøret var fyldt med dueller, frispark og tænding. Der blev uddelt mange gule kort ud, og tacklingerne sad hårdt fra begge hold.

Gennem kampen dominerede AaB, mens Vendsyssel stod solidt i forsvaret. Med fem spillere i bagkæden gjorde gæsterne det svært for hjemmeholdets offensiv at bryde helt igennem.

Det var også Vendsyssel, der først lykkedes helt fremme. Fra en spids vinkel på kanten af feltet formåede Søren Henriksen at lobbe bolden over målmand Jacob Rinne.

Det lignede umiddelbart et forsøg på et indlæg, som sejlede i mål for forsvarsspilleren.

Efter en times spil fik Kasper Kusk kampens hidtil største chance for at udligne. Men kantspilleren ramte ikke bolden på et indlæg midt i feltet.

I det sidste kvarter af kampen fik AaB åbnet naboerne mod nord mere op. Men flere muligheder i Vendsyssels felt blev misbrugt, og det blev ved 0-1 i Aalborg.

Dermed har oprykkerne og målmand Nicolai Flø for første gang holdt nullet i Superligaen.

Sejren sender Vendsyssel op som nummer 12, mens AaB bliver på en femteplads.