Ronaldo taler ud om sit brud med Real Madrid

16x9
Cristiano Ronaldo nåede ni sæsoner i Real Madrid, hvor han vandt 15 trofæer med klubben. Foto: Sergio Perez / Scanpix Denmark

Real Madrids præsident, Florentino Perez, var skyld i, at Cristiano Ronaldo i sommer forlod den spanske storklub til fordel for Juventus.

To store egoer i en af verdens største fodboldklubber blev for meget til sidst.

Forholdet mellem Real Madrids præsident, Florentino Perez, og Cristiano Ronaldo var efter ni år sammen blevet så iskoldt, at den portugisiske verdensstjerne i sommer forlod den spanske storklub og i stedet skiftede til de italienske mestre fra Juventus. Det fortæller Cristiano Ronaldo i et interview med det franske medie France football.

- Jeg kunne mærke i klubben, særligt fra præsidenten, at de ikke længere så mig på samme måde, som de gjorde i starten. I de første 4-5 år havde jeg følelsen af at være ’Cristiano Ronaldo’, og det havde jeg i mindre grad efterfølgende. Præsidenten så mig ikke længere som uundværlig, siger han til France football.

Da Ronaldo i 2009 kom til Real Madrid fra Manchester United, var han ellers en af Florintino Perez’ store trofæer og et valgløfte i den daværende præsidentkamp, men Ronaldo fortæller i interviewet, at Perez i de seneste år ændrede attitude overfor ham, og at han til sidst ikke så de store problemer i, at Ronaldo skulle forlade klubben.

- Det var det, der fik mig til at overveje et skifte. Nogle gange så jeg nyheder, hvor de sagde, at jeg bad om et skifte. Der var en smule om det, men sandheden er, at jeg altid havde indtryk af, at præsidenten ikke ville holde mig tilbage, siger Cristiano Ronaldo.

Midt i Real Madrids øjeblikkelige krise kan fraværet af klubbens mest scorende spiller nogensinde dog mærkes. Kongeklubben har haft enorme scoringsproblemer i denne sæson, og senest blev holdet ydmyget med 5-1 i weekendens El Clasico mod ærkerivalerne fra Barcelona.

Nu er det i stedet italienske Juventus, der kan nyde godt at den 33-årige portugisers kvaliteter. Et skifte, der handlede mere om nye udfordringer end om penge, lyder det.

- Hvis det kun handlede om penge, var jeg taget til Kina, hvor jeg kunne tjene fem gange mere end i Juventus eller Real Madrid. Jeg tog ikke til Juventus for pengenes skyld. Jeg tjente det samme i Real Madrid, hvis ikke mere. Forskellen er, at Juventus virkelig ville have mig. De gjorde det klart for mig, og de viste det, slår Ronaldo fast.