Bendtner hjælper Rosenborg snublende tæt på mesterskabet

16x9
Nicklas Bendtner lavede assist og Mike Jensen scorede i søndagens kamp mod Odd. Foto: Hommedal, Marit / NTB scanpix

Rosenborg er tæt på at genvinde det norske mesterskab efter søndagens 3-1-sejr over Odd på hjemmebane.

Fredag fik Nicklas Bendtner en voldsdom ved Københavns Byret, men allerede to dage senere er der grund til fest for den danske fodboldspiller.

Med Bendtner i startopstillingen vandt Rosenborg nemlig 3-1 på hjemmebane over Odd i den norske Eliteserie, hvilket bringer Trondheim-klubben snublende nær mesterskabet.

Rosenborg kan kun overhales af Brann, der spiller senere søndag. Alt andet end en sejr til holdet fra Bergen sender guldet til Rosenborg to spillerrunder før sæsonafslutningen.

Bendtner har anket fredagens dom på 50 dages fængsel til landsretten, men Rosenborg har allerede slået fast, at klubben holder fast i den 30-årige dansker.

Derfor var Bendtner som vanligt med, da Rosenborg slog Odd, hvor han var placeret som venstreangriber og stod for oplægget til Pål André Hellands åbningsmål fem minutter før pausen. 

Et indlæg fra danskeren endte hos Helland i modsatte side af straffesparksfeltet, og så var Rosenborg foran.

Ti minutter efter pausen var det holdets danske anfører, Mike Jensen, der fordoblede føringen efter en fin kombination med Alexander Søderlund.

Den tidligere OB'er Espen Ruud reducerede til 1-2 efter en times spil, men minuttet efter genetablerede Pål André Helland tomålsføringen.

Rosenborg har 60 point efter 28 kampe. Brann på andenpladsen har fem point færre og kan i teorien fortsat hente Trondheim-klubben.