Dansk reserve blev lokket til Asien: - Du kommer til at tjene rigtig mange penge

16x9
Michael Falkesgaard i aktion for Bangkok United. Foto: Pakawich Damrongkiattisak / Getty Images

Den tidligere Brøndby-, OB- og FCM-målmand Michael Falkesgaard har fået debut for det filippinske landshold, mens han har spillet i Bangkok.

En af FC Midtjyllands første kampe i sæsonen er fløjtet af.

Michael Falkesgaard har forladt sin plads på bænken og er tilbage i omklædningsrummet. Han tjekker sin mobil. Der er flere ubesvarede opkald og nogle beskeder. Han tænker, at det må han tage sig af på et senere tidspunkt.

Men telefonen bliver ved med at ringe. Han tager den, og stemmen i den anden ende gør det hurtigt klart: "You are our top target".

Du kommer til at tjene rigtig mange penge

Ernst Middendorp til Michael Falkesgaard

Det er Bangkok United, der har scoutet sig frem til Falkesgaard. Han er udset som manden, der skal hjælpe den thailandske klub med en helt specifik opgave.

- De havde en stor udfordring på målmandsposten. Det var noget af det første, jeg fik at vide. Det var lidt underligt, for jeg havde lige flyttet hele familien fra Fyn til Silkeborg for at spille i Herning. Der var mange ting, der skulle op at vende, før vi kunne gå videre, husker Michael Falkesgaard.

Falkesgaard har dansk far, men filippinsk mor, og det er årsagen til, at Bangkok United har fundet frem til ham.

Udsigt til mange penge

Telefonopkaldet kommer fra klubbens tyske sportsdirektør Ernst Middendorp. Han har rådført sig med sin landsmand i Brøndby, cheftræner Alexander Zorniger.

Bangkok-klubben er på udkig efter spillere, der ikke vil belaste dens udlændingekvote, og med Falkesgaards filippinske rødder er der en mulighed for, at han kan få filippinsk pas.

De thailandske klubber må foruden tre udlændinge have en spiller med statsborgerskab i et andet sydøstasiatisk land og en spiller med statsborgerskab i et andet asiatisk land.

- "Selvfølgelig er det ikke det sportslige", siger sportsdirektøren så. Det er jo det, man tænker på, når man skal skifte fra en europæisk liga til Asien, siger Michael Falkesgaard.

- "Det er selvfølgelig pengene. Og det er bare et money market i asiatisk fodbold. Du kommer til at tjene rigtig mange penge". Det er det, han lokker mest med.

Vi skal helt op og spille med om mesterskabet og i hvert fald gøre det bedre end i år

Michael Falkesgaard, fodboldspiller

Samtalerne i hjemmet i Silkeborg fortsætter. I lang tid.

- Hvis jeg skulle takke ja til en mulighed som den her, skulle vi flytte om på den anden side af jorden. Det var noget, vi skulle tale om. Det tror jeg, at alle vil gøre, når et trygt sted som Danmark skal byttes ud med et sted, man egentlig ikke ved noget som helst om.

- Man har hørt mange forskellige ting om andre fodboldspillere, som er taget til udlandet, hvor det måske ikke er gået så godt i forhold til at få løn, og hvordan klubben fungerer. Så der var mange uafklarede spørgsmål.

Siger ja til eventyret

Falkesgaard får god hjælp af Ernst Middendorp, og han beslutter sammen med sin familie at tage udfordringen op. Den 22. januar i år offentliggør FC Midtjylland salget. Falkesgaard skriver under med Bangkok United dagen efter.

Midt i den danske sæson, men før den nye sæson i den bedste thailandske liga.

- Klubben har personer ansat til at hjælpe os udlændinge, så vi kom hurtigt på plads med alt, hvad der havde med visum at gøre. Det er ikke nyt for dem at have udlændinge, men det er selvfølgelig anderledes mennesker. Deres måde at være på, siger Falkesgaard.

- I Danmark er vores børn vant til at være lidt mere for sig selv, mens de i Thailand måske er lidt mere allemandseje. Folk kommer hen og rører og har lidt mere opmærksomhed på børn. Der er små forskellige kulturelle ting, man skal vænne sig til som person.

Fire af Falkesgaards holdkammerater er halvt tyskere og halvt thailændere. Der er også spillere fra Wales, Spanien og USA. På holdet kommunikerer de på engelsk.

Det var fedt at få den anerkendelse og føle, at der bliver lagt mærke til min rolle og mine præstationer

Michael Falkesgaard, fodboldspiller

De mange udlændinge har gjort det nemt og nok også nemmere for ham at falde hurtigt til. For de har det samme udgangspunkt.

Fra reserve til førstevalg

I Danmark fik Michael Falkesgaard blot 19 superligakampe i alt. Med sæsoner imellem kampene og for to klubber, Brøndby og OB. Var han sluppet for en alvorlig knæskade i 2015, var det nok blevet til flere kampe. I FC Midtjylland kom han aldrig på banen for ligaholdet.

Hos den thailandske klub er reserverollen dog skiftet ud med fast arbejde. I 32 ud af 34 ligakampe i år var pladsen mellem stolperne Falkesgaards, og han holdt målet rent i 12 kampe. 35 gange gik bolden i mål bag ham, og i alt indkasserede Bangkok United 36 mål.

Det var 21 mål færre i forhold til sidste år.

Det hjalp klubben til en andenplads, og undervejs slog Michael Falkesgaard og holdkammeraterne rekorden i klubben for flest vundne kampe i træk. Den gode placering gav tilmed en plads i kvalifikationen til den asiatiske udgave af Champions League, og kommer klubben med i gruppespillet næste år, vil det være første gang i dens historie.

Meget tyder på, at Bangkok United satser på det. Til den kommende sæson er fire nye spillere hentet ind på én og samme tid - tre thailandske landsholdsspillere og en angriber fra El Salvador.

- Det skal være nu i den kommende sæson, at vi skal helt op og spille med om mesterskabet og i hvert fald gøre det bedre end i år, siger Michael Falkesgaard.

Kåret til bedste indkøb

Hans præstationer i debutsæsonen gik heller ikke ubemærket hen. I september kårede det japansk-baserede fodbold-site Football Tribe ham til det bedste indkøb i den thailandske liga i år, og han fik ros for at have løst klubbens målmandsproblem.

- Det var lidt sjovt, fordi sæsonen var ikke færdig på det tidspunkt. Men det var fedt at få den anerkendelse og føle, at der bliver lagt mærke til min rolle og mine præstationer.

Og med succes på banen følger også opmærksomhed fra fans uden for banen.

- Nogen kommer med gaver og ting, man umiddelbart vil sige var for meget i Danmark. Efter hver kamp står de også og venter på os for at få et billede og en autograf. De er meget mere fans af spillere end af holdet.

- Det er egentlig meget sjovt, siger han om interessen.

Stolt over at spille for Filippinerne

- Det betyder, at jeg gør det godt. De vil mig også på en positiv måde. Det er nyt, men det er ikke sådan, at det er sindssygt overdrevet.

Det filippinske pas har også gjort Michael Falkesgaard aktuel for det filippinske landshold. I marts fik han sin debut mod Fiji, og i oktober spillede han sin anden landskamp. Tilsammen har han fået 90 minutter og endnu ikke lukket et mål ind.

Landsholdet er sammensat akkurat som Falkesgaard kender det fra sit klubhold, men det tager ikke noget fra stoltheden over at repræsentere nationen, hvor hans mor kommer fra.

- Vi er vokset op med det filippinske under huden. Vi har alle sammen en følelse af, at vi kommer fra det samme, men forskellen er bare, at vi kommer fra forskellige lande og taler forskellige sprog.

- Vi har en glæde over at spille for Filippinerne, og jeg ved også, at vores forældre er sindssygt glade for det, for det er kæmpe stort.

Filippinerne til Asian Cup for første gang

I denne måned spiller det filippinske landshold med ved de sydøstasiatiske mesterskaber, inden det gælder AFC Asian Cup - Asiens svar på EM - i januar. I begge turneringer er 70-årige Sven-Göran Eriksson landstræner for Filippinerne.

- Jeg var på træningslejr i Qatar i oktober. Der var han der, så jeg vidste godt, at han ville blive en del af holdet.

- Det er selvfølgelig spændende at få en kapacitet som ham. Selv min klubtræner skrev til mig, lige efter det var blevet offentliggjort: "Når du kommer tilbage til Thailand, skal vi have en kop kaffe og en snak. Jeg skal lige høre, hvordan han er".

- Så meget respekt har han, siger Falkesgaard om svenskeren, der har en fortid som træner i flere europæiske topklubber og for Mexico og Englands landshold.

Det er de bedste hold i Asien, der er med ved de asiatiske mesterskaber i Dubai om to måneder. Michael Falkesgaard glæder sig - af flere grunde.

- Der kommer en opmærksomhed og et niveau, som måske er det højeste i hele Asien. Og det er første gang, vi som land er kvalificeret til turneringen. Så det er overraskende fra vores side.

Det er gået op for mig, at det var et godt skifte for mig

Michael Falkesgaard, fodboldspiller

- Der et ikke et større udstillingsvindue end det. Jeg kæmper med Neil Etheridge fra Cardiff City om spilletid, og efter kampen mod Oman i oktober var der to klubber, der ringede til min landstræner og spurgte, hvem jeg var, fordi jeg kom ind og gjorde det godt.

- Så det giver opmærksomhed at være på et landshold, hvor der er en Premier League-målmand, men det er ikke ensbetydende med, at jeg skal tilbage til Europa, lyder det fra Falkesgaard.

Vil gerne blive i Asien

Han er indstillet på flere år i asiatisk fodbold. For ham og familien er det økonomisk godt. Bangkok United betaler hans skat, og når leveomkostningerne er så billige, som de er, kan han og familien leve af hans bonusser. Resten af lønnen bliver sparet op.

- Det er jo lidt anderledes, når jeg har familien med, men lige nu er vi et godt sted. Jeg spiller i en klub, der fungerer på alle mulige måder, hvilket det måske ikke altid vil gøre hernede.

- Det kunne være fedt at prøve et andet land og en anden kultur, men det kommer selvfølgelig også an på, hvilke tilbud der kommer, hvilken klub og by. Det skulle helst være noget, vi kunne se os selv i.

- Med Champions League og Asian Cup kommer der til at ske mange ting, så det er svært at sige, hvad der sker i fremtiden. Men jeg er glad for klubben, og det er gået op for mig, at det var et godt skifte. Jeg har været en af de bærende profiler på holdet, slutter Michael Falkesgaard.

Filippinerne indleder Asian Cup mod Sydkorea 7. januar. Kina og Kirgisistan er de øvrige hold i gruppen. Godt en måned senere, 12. februar, træder Bangkok United ind i anden kvalifikationsrunde til Champions League.

Michael Falkesgaards kontrakt med Bangkok-klubben løber frem til 30. november næste år.