Ung FCK'er afgjorde derby foran sin far: - Jeg kunne høre, han var rørt

16x9
FCKs målscorer Jonas Wind efter superligakampen mellem Brøndby-FCK på Brøndby Stadion. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

19-årige Jonas Wind sikrede FC København alle tre point mod Brøndby, og det kunne mærkes på faderen efter kampen.

Det begyndte for alvor at ligne et målløst opgør, da FC Københavns spillere og fans pludselig eksploderede i jubel på Brøndby Stadion. 

I det 92. minut havde den unge FCK-angriber, Jonas Wind, fundet plads i Brøndbys felt, hvorfra han sparkede bolden i mål til en 1-0-sejr i søndagens derby i Superligaen. 

På københavnernes bænk var klubbens målmandstræner, Per Wind, om muligt endnu gladere end alle andre, for det var nemlig hans søn, der stod for målet.

- Jeg kunne høre på stemmebåndet, at han var lidt rørt, sagde Jonas Wind til TV3+, efter han var blevet lykønsket af sin far efter slutfløjtet.

Det 19-årige angrebstalent er netop kommet tilbage efter en skadespause på flere måneder, og efter så lang tid væk fra banen var det heller ikke lige til at finde på en jubelscene efter sin scoring.

- Det var helt vildt. Hold kæft en forløsning. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle lave derinde.

- Det var stort at score nede foran dem (Brøndbys fans, red.) og afgøre kampen til vores fordel og være med til at skaffe tre vigtige point. Det er det klart største, jeg har oplevet i min relativt korte fodboldkarriere, fortæller han. 

Smilet var dog ikke til at tage fejl af hos Jonas Wind, hvis scoring sender FC København op på Superligaens førsteplads, tre point foran FC Midtjylland, der har spillet en enkelt kamp færre.

Jonas Wind bliver fejret af holdkammeraterne efter sin scoring.
Jonas Wind bliver fejret af holdkammeraterne efter sin scoring. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

- Et point havde været meget værd lige nu

FCK-sejren betyder samtidig, at Brøndby nu har ikke vundet en hjemmekamp i Superligaen siden 5. august.

Selv et enkelt point og et clean sheet ville ellers have lunet gevaldigt, siger Brøndby-træner Alexander Zorniger.

- Det ville have været nok til et point. Det havde været meget værd lige nu. Holdene ligger ret tæt på hinanden.

- Det havde været vigtigt, hvis vi kunne havde vist, at vi var i stand til at holde nullet, siger Zorniger.

Brøndby har lukket mål ind i de seneste 15 kampe på tværs af alle turneringer, og FCK-målet i overtiden var derfor ekstra irriterende.

- Det er frustrerende og skuffende, og der er selvfølgelig mange følelser, lyder det fra Zorniger.

Tyskeren roste holdets presspil og forsvar i størstedelen af søndagens derby.

- Jeg var tilfreds med den defensive del af spillet. Vi kontrollerede dem på den måde, vi gerne vil.

- Det var nemt at se, at vi ikke er fulde af selvtillid, når vi havde bolden. Vi var ikke i stand til at skabe lige så mange chancer, som vi gjorde i sidste sæson, siger han.

Zorniger kritiserede desuden, at FCK-kantspilleren Robert Skov fik for meget tid og plads, da han assisterede ved Winds overtidsmål.

- Vi laver for mange individuelle fejl i afgørende situationer. Man må ikke lade en spiller stå totalt fri ved et indkast. Og så tilmed den eneste farlige spiller på banen hos FC København, siger Zorniger med henvisning til Skov.

Brøndby skal nu tilbage på træningsbanen og knokle videre for at nå målsætningen om at ende i top-3.

- Vi vil fortsat arbejde på vores mål. Men vi kæmper med at få tingene til at fungere i øjeblikket, erkender Brøndby-træneren.

Brøndby, som er røget ud af top-6, skal i næste spillerunde møde AGF på hjemmebane.