Vejle-træner får karantæne otte timer før lokalbrag

16x9
Vejles træner Adolfo Sormani kommer ikke til at stå på sidelinjen mod AC Horsens. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Vejle-træner Adolfo Sormani er i karantæne, når Vejle mandag møder Horsens i Superligaen.

Superligaklubben Vejle må undvære træner Adolfo Sormani på sidelinjen, når holdet mandag aften møder Horsens i ligaen.

På selve kampdagen har Vejle fået at vide, at den italienske træner skal afsone en karantænedag for udvisningen i sidste uges pokalnederlag til Kolding.

Det er en kendsgerning, efter at sagen er blevet behandlet af Fodboldens Disciplinærinstans.

- Fodboldens Disciplinærinstans er kommet frem til, at Adolfo Sormani med sine protester og sin kommentar til linjedommeren har overtrådt Fodboldloven, lyder det i en pressemeddelelse.

Ifølge dommerens indberetning sagde træneren, "du vil ikke vide, hvad der sker, hvis du taler til mig igen," i slutningen af den forlængede spilletid, der sluttede 3-1 til Kolding.

Vejle Boldklub tager på sin hjemmeside karantænen til efterretning, men undrer sig over tidspunktet for udstedelsen, mindre end ti timer før kickoff klokken 19.