Sterling latterliggjort efter ’værste straffesparkskendelse nogensinde’

16x9
Raheem Sterling får straffespark i kampen mod Shaktar Donetsk. Foto: Andrew Yates / Ritzau Scanpix

Raheem Sterling bliver gjort til grin, efter at han blev tildelt et straffespark for at falde over sine egne ben.

Et kluntet spark direkte ned i jorden har fået internettet til at flyde over med latterliggørelse af en engelsk landsholdsspiller.

Manchester City var foran med 1-0 i Champions League-gruppekampen mod Shakhtar Donetsk, da angriberen Raheem Sterling hamrede venstrefoden i græsset i et afslutningsøjeblik inde i feltet.

Mens mange troede, at den store chance blev forspildt, tildelte den ungarske dommer Viktor Kassai et straffespark til Manchester City, som Gabriel Jesus sikkert omsatte til en scoring i sejren på 6-0.

Den engelske fodboldkanal BT Sport kalder det for 'den største dommerfejl, som de har set længe', mens BBC stiller spørgsmålet, 'om det er den værste straffesparkskendelse nogensinde?' Det spørgsmål besvarer de selv med ordet: Sandsynligvis.

BBC beskriver, at Shakhtar Donetsks Mykola Matviyenko knap nok var i samme postnummer som Sterling, men alligevel troede dommeren, at ukrainernes forsvarsspiller havde fældet englænderen.

- Raheem Sterling når nu så højt et niveau i Manchester City, at han kan få straffespark uden at blive fældet. Fair play, skrev Dean Jones, der er sportsjournalist for Bleacher Report, på Twitter efter kampen.

Den tidligere Manchester City-spiller Steve McManaman kaldte episoden for en ’komisk fejl’ på BT Sport, mens flere også efterlyser, at straffesparket burde være blevet misbrugt med vilje for retfærdighedens skyld.

- Ville det ikke have været klasse? spørger studieværten og den tidligere professionelle fodboldspiller Dan Hirsch Sørensen, der har spillet over 200 superligakampe for Vejle Boldklub, Ikast og AGF.

- Skulle Raheem Sterling ikke have fortalt dommeren, at han selv faldt? Jeg formoder, at den form for ærlighed er svær, når din klub er ejet af Abu Dhabi…, skriver sportsjournalisten fra Sunday Times Duncan Castles, der har over 111.000 følgere på Twitter.

Den tidligere engelske landsholdsspiller, Manchester City-spiller og Liverpool-legende Robbie Fowler mener, at dommerne bag ved mållinjen burde fyres, mens mange på internettet håner Sterling ved at lægge komiske videoer op.

Sådan forløb kampen

Efter det overraskende nederlag til Lyon i første spillerunde har Manchester City fundet formen i Champions League.

Onsdag tog holdet tredje sejr på stribe med hjælp fra et fejlagtigt straffe og spillede sig op på ni point i gruppe F.

Shakhtar Donetsk blev onsdag banket 6-0, og med den sejr har City nu henholdsvis tre og seks point ned til Lyon og Hoffenheim før de to sidste runder i gruppespillet.

Gabriel Jesus scorede tre af holdets seks mål, heraf to på straffespark.

City grundlagde den forventede hjemmesejr i det 13. minut. Et projektil blev fyret langs jorden og ind i det lille felt, hvor David Silva satte indersiden på til 1-0.

Og så var det ellers dommerens tur til at indtage en uheldig hovedrolle.

Raheem Sterling driblede ind i feltet og sparkede i jorden uden en Shakhtar-spiller helt tæt på sig.

Alligevel pegede dommeren højst overraskende på straffepletten, hvorfra Gabriel Jesus snød målmanden, selv om brasilianeren faldt i afslutningsøjeblikket.

Den sædvanlige City-dominans på Etihad Stadium fortsatte i anden halvleg, hvor Sterling og dernæst Jesus scorede.

Først afsluttede Sterling en god dribletur ved at sparke i modsatte side af målet fra kanten af feltet. Målet sendte City på 3-0.

20 minutter før tid scorede Jesus igen på straffespark, og siden udbyggede Riyad Mahrez til 5-0.

Ukrainerne formåede først at stoppe blødningen, da Jesus for tredje gang i kampen kom på tavlen og kunne fejre sit hattrick med scoringen til 6-0.

Lyon er fortsat eneste ubesejrede hold i gruppen. I onsdagens hjemmekamp mod Hoffenheim blev det til et noget skuffende 2-2-resultat, og holdet er på seks point med to runder igen.

I næste runde gælder det hjemmekampen mod Manchester City. Det opgør kan blive afgørende for, hvilket hold der ender med førstepladsen i gruppen.