- De fornærmede min familie, siger Mourinho om hånende gestus

16x9
Sådan fejrede José Mourinho den overraskende sejr over Juventus. Foto: Stefano Rellandini / Ritzau Scanpix

Portugiseren erkender dog, at han havde handlet anderledes, hvis han havde holdt hovedet koldt.

Den kontroversielle manager José Mourinho forsvarer sin reaktion efter sejren over Juventus.

Manchester United-træneren mener, at han havde alt mulig grund til at gestikulere med hånden ved øret ud mod hjemmeholdets fans.

- Jeg blev fornærmet i 90 minutter. Jeg kom her som en professionel, der gør sit job, og folk fornærmede min familie. Det er derfor, jeg reagerede, fortalte José Mourinho på pressemødet efter kampen.

Her indrømmede den 55-årige portugiser imidlertid også, at han ikke havde gjort det, hvis han havde holdt koldt.

Gestikulationen fik flere af Juventus-spillerne op i det røde felt, og José Mourinho, der har en fortid hos Juventus' ligarivaler fra Inter, måtte eskorteres ud fra det rødglødende stadion.

- Jeg fornærmede ikke nogen med min gestikuleren. Jeg signalerede bare, at jeg gerne ville høre dem lidt højere, forklarede Jose Mourinho uden at fortrække en mine.

Mourinhos gestus var ikke populær blandt de italienske tilskuere.
Mourinhos gestus var ikke populær blandt de italienske tilskuere. Foto: Isabella Bonotto / Ritzau Scanpix
Juventus' Leonardo Bonucci tog sig en snak med Mourinho kort efter kampen.
Juventus' Leonardo Bonucci tog sig en snak med Mourinho kort efter kampen. Foto: Alessandro Di Marco / Ritzau Scanpix

Mourinho mangler format, mener ekspert

TV 2 SPORT's fodboldekspert mener, at José Mourinhos fejring viser en mand, der anser sig selv som værende større end holdet.

- Han mangler lidt format, lyder det fra Kasper Lorentzen.

- Og så mangler han at lade sit hold shine, nu når de har lavet et overraskende resultat mod Juventus. De vinder kampen stik imod spil og chancer - og så tager han alligevel fokus fra det resultat, holdet leverer, uddyber han.

Sejren, der kom i land efter to, sene scoringer, sender Manchester United op på andenpladsen i gruppe H - to point foran Valencia og to bag Juventus.

- Selv hvis vi ikke havde vundet kampen, ville jeg have haft den samme følelse af, at holdet spillede virkelig, virkelig godt fra første minut mod et super hold.

En anderledes opfattelse havde José Mourinhos tidligere spiller, landsmanden Cristiano Ronaldo.

- Manchester gjorde nærmest intet for at vinde kampen. Men jeg vil ikke tale om, at det var held. Det var mere en gave fra os, sagde Juventus-stjernen, der måtte sande, at hans 1-0-mål ikke var nok til point.

Juventus kan dog stadig sikre sig gruppens førsteplads med sejre over de øvrige hold, Valencia og Young Boys, i de sidste to kampe.

José Mourinhos Manchester United mangler de samme modstandere og er sikret som minimum en andenplads, hvis de gør rent bord.