Danskers populære forlængelse blev fejret med kys af præsidenten

16x9
Massimo Ferrero viser sin kærlighed til Joachim Andersen Foto: Twitter

Italienske Sampdoria er meget glade for, at deres danske forsvarsspiller, Joachim Andersen, har fået forlænget sin kontrakt til sommeren 2022.

Det behager helt tydeligt Sampdorias præsident, at Joachim Andersen gerne vil fortsætte i klubben.

I forbindelse med den nye aftale, der blev offentliggjort torsdag, poserede Joachim Andersen, som man ofte ser, med en spillertrøje med cifrene 2022 som et symbol på, hvornår hans nye kontrakt udløber. Derudover poserede han med med en glad klubpræsident ved sin side. Præsidenten, Massimo Ferrero, kysser ligefrem den 22-årige dansker på siden af hovedet.

- Det er da dejligt. Det viser, at han godt kan lide mig.

- Han er en spøjs type. Det viser billedet jo også. Men det er bare Italien i en nøddeskal, vil jeg sige. Efter kampene kan han også lide at lave et show nogle gange, men han er en super fyr, siger Joachim Andersen til TV 2 SPORT.

I det hele taget kan U21-landsholdsspilleren godt lide klubben, og derfor har han valgt at forlænge sin kontrakt, der oprindeligt løb til 2021.

- Nu har jeg været her i halvandet år og fundet mig til rette. Jeg er begyndt at spille rigtigt meget, og jeg føler en stor tiltro fra trænerne og alle omkring klubben. Så jeg følte, at det var rimeligt naturligt at forlænge, og eftersom de ville belønne mig med en bedre kontrakt, siger man selvfølgelig ikke nej, siger Joachim Andersen.

I danskerens første sæson i klubben blev det i begyndelsen ikke til meget spilletid, men det har ændret sig det seneste halve år.

I klub med Schmeichel og Stryger

Faktisk er Andersen og de to landsholdsspillere Kasper Schmeichel og Jens Stryger Larsen eneste danskere, der har fået fuld spilletid i en af de helt store europæiske ligaer i denne sæson.

I alle 11 sæsonens Serie A-kampe har den tidligere Twente-spiller været med fra start til slut.

- Jeg forventer ikke, at jeg skal spille hver gang. Jeg tager det bare kamp for kamp, og så ser jeg, om jeg starter inde eller ej. Jeg forsøger egentligt bare at gøre det så godt som muligt i hver kamp. Selvfølgelig har jeg masser af selvtillid for tiden og føler, at jeg har spillet godt, og holdet har spillet godt, siger Andersen.

I denne sæson har han gjort det så godt, at større klubber i både Italien og England på rygtebasis meldes interesseret i Andersen. Men han har for tiden ingen planer om at søge væk fra det nordvestlige Italien.

- Det er selvfølgelig dejligt, men det er ikke noget, jeg tænker over. Jeg kan jo alligevel ikke gøre noget ved det nu. Jeg føler ikke, at det giver mening at skulle snakke om andre klubber, for jeg har ingen intentioner om at skifte lige nu, siger Joachim Andersen til TV 2 SPORT. 

Tidligere har Joachim Andersen ellers fortalt, at det er planen, han skal sælges efter et år som fast mand på holdet i Sampdoria

Næste opgave for Joachim Andersen og Sampdoria, der ligger nummer 11 i Serie A, er mod Roma på søndag.