Rosenborg ydmyget både på banen og i medierne

16x9

Rosenborg var bagud med 4-0 efter første halvleg af kampen mod Salzburg. Nicklas Bendtner siger, han aldrig har oplevet noget lignende.

Eksperternes forbløffelse er mindst lige så stor som Salzburgs knusende sejr over Rosenborg i Europa League.

Østrigernes pauseføring på 4-0 kunne have været dobbelt så stor, da de to hold mødtes i fjerde runde, og derfor er konklusionen i de norske medier ganske klar. Nationens fodboldstolthed blev ydmyget på eget græs.

- Rosenborg lignede et drengehold i kamp mod mænd. Se hvordan de forsvarer sig – det kan de umuligt være bekendt, lyder det fra TV 2 Norges fodboldekspert Jesper Mathisen.

Over for VG beskriver Mathisen nederlaget på 5-2 som pinligt, flovt og chokerende. I samme medie opsummerer Adresseavisens kommentator Birger Løfaldli oplevelsen på Lerkendal som grusom, pinlig og chanceløs.

Bendtner-sagen igen i fokus

Løfaldli peger tilmed på Nicklas Bendtner som en af synderne, fordi han mener, at den danske angriber har skabt uro med den verserende voldssag, hvor Bendtner blev idømt 50 dages ubetinget fængsel for at slå og sparke en taxachauffør i hovedet. Bendtner har anket dommen, men det fjerner ikke betydningen af sagen, mener Løfaldli:

- Jeg tror ikke, vi skal undervurdere, hvordan det påvirker truppen, når ledestjernen gjorde det, han gjorde. Tog i byen i København. Det medfører en risiko, og så skete der, hvad der skete. Jeg vil tro, det har skabt en irritation, særligt blandt de mest ambitiøse spillere i Rosenborg, siger Løfaldli til VG.

Nicklas Bendtner lagde dog op til begge Rosenborgs mål i anden halvleg, hvor Samuel Adegbenro og Mike Jensen sendte bolden i nettet. På det tidspunkt var Salzburgs sejr dog ingenlunde i fare.

- Rosenborg har været chanceløse. De bliver ydmyget, sagde NRKs radiokommentator Johannes Børstad efter 45 minutter.

Det er tilladt at forsøge

Nogenlunde samme opfattelse er de tidligere fodboldspillere John Arne Riise og Magne Hoseth af. De ytrede sig begge om kampen på Twitter.

- Det her er ydmygende!!! Flovt! 0-4 ved pausen!!! Pinligt, skrev John Arne Riise.

- Det er tilladt at forsøge, når du er mødt op, skrev Magne Hoseth.

De danske profiler Mike Jensen og Nicklas Bendtner spillede hele kampen for Rosenborg, der stadig er uden point efter fire kampe i gruppespillet i Europa League. Efter opgøret stemte Bendtner i koret om en usædvanlig sløj præstation af Rosenborg.

- Jeg har ikke oplevet sådan en første halvleg i min karriere. Den kunne have være blevet 8-0, og det var en fodboldlektion, hvor vi slet ikke kom tæt på dem. Det var meget, meget frustrerende at være en del af.

- Vi begyndte at spille mere mand-mand i anden halvleg og fik bedre fat i kampen. Man kan altid diskutere, når de var foran 4-0, om de kom med det samme og bla bla bla, men vi fik scoret to mål og fik revancheret os lidt. Men der var tydelig klasseforskel, siger Bendtner til blandt andre VG.

Kun tre ud af de 48 Europa League-hold har tabt de fire første gruppekampe. Det er Rosenborg. Dudelange fra Luxemborg og Akhisarspor fra Tyrket.