Hele Leicester sagde farvel til afdød klubejer i hjemmekamp

16x9
Kasper Schmeichel og Leicester hyldede afdøde Vichai Srivaddhanaprabhas lørdag. Foto: Scanpix

Der var ingen tvivl om, at det handlede om meget mere end fodbold lørdag, da Leicester fik sagt farvel til sin afdøde klubejer.

Leicester spillede lørdag første hjemmekamp, efter at klubejer klubejer Vichai Srivaddhanaprabhas død, og kampen blev mindeværdig for omgivelserne og ikke for spillet på banen.

Der blev ikke fundet en vinder, og Kasper Schmeichel og co. måtte derfor tage til takke med et enkelt point, efter at det blev 0-0 mod Burnley.

Inden kampstart havde byen gjort meget ud af dagen, hvor de skulle mindes den thailandske klubejer, som gik bort den 27. oktober, da hans helikopter styrtede ned få meter fra holdets hjemmebane, King Power Stadium, og herefter gik op i flammer.

Siden tragedien har mange tusinde fodboldtilhængere vist deres respekt og lagt blomster, fodboldtrøjer og tørklæder til minde om klubejeren, som havde stor betydning i både fodboldklubben Leicester og i Leicester by.

Lørdag var der arrangeret folkevandring fra byens centrum til King Power Stadium til Leicesters Premier League-opgør mod Burnley, og her var mange tusinde mødt op.

På stadion var der også gjort klar til mindehøjtideligheden. Alle Leicester-spillerne havde inden kampen lagt spillertrøjer rundt om græstæppet, hvor de har skrevet hilsner til Vichai Srivaddhanaprabha. Tilskuerne havde inden kampen fået tildelt et hvidt halstørklæde, som inden kampstart dannede ramme om en flot kulisse, da der blev afholdt to minutters stilhed.

Den sørgmodige optakt til kampen satte dog ikke sit præg på opgørets indledning. Tværtimod. Leicester-spillerne virkede opsatte på at gøre det godt og spillede energisk og aggressivt.

Det skulle dog vise sig at være svært at holde dampen oppe, og efter et kvarters tid faldt spillet mere til ro.

Efter tyve minutter var hjemmeholdet dog tæt på at bringe sig foran, da Rachid Ghezzal sendte et hovedstød på overliggeren. 

Fem minutter før pausen måtte Kasper Schmeichel diske op med en flot redning for at holde et frispark sendt afsted af Johann Gudmundsson ude af Leicester-målet.

Få minutter inde i anden halvleg brændte det så igen på foran Burnleys mål. Efter en hurtig omstillingen sendte Leicesters midtbanespiller Marc Albrighton et skud mod mål fra kanten af feltet, som Joe Hart en smule tilfældigt fik reddet med brystkassen.

Leicester satte tempoet op i anden halvleg, men manglede flere gange den sidste skarphed for at blive rigtig farlig. 

Som kampens afslutning nærmede sig, satsede de to hold mindre og mindre. I kampens overtid jagtede Leicester 1-0-målet og sendte store dele af holdet frem på banen.

Målet udeblev dog, og opgøret forblev målløst.

Leicester ligger nummer 10 i Premier League med 17 point efter 12 kampe, mens Burnley indtager 15.-pladsen med 9 point.

Se billeder af den rørende dag i Leicester nedenfor:

Hele Leicesters stab samledes i rundt om midtercirklen til to minutters stilhed.
Hele Leicesters stab samledes i rundt om midtercirklen til to minutters stilhed. Foto: Oli Scarff / Ritzau Scanpix
"Khun Vichai - i vores hjerter for altid" Foto: Darren Staples / Ritzau Scanpix
Kasper Schmeichel og resten af Leicester-spillerne gik på banen tydeligt berørte af situationen.
Kasper Schmeichel og resten af Leicester-spillerne gik på banen tydeligt berørte af situationen. Foto: Craig Brough / Ritzau Scanpix