Leicester hylder afdød ejer med statue

16x9

Afdøde Vichai Srivaddhanaprabha vil blive hyldet med en status uden for Leicesters stadion.

Den engelske fodboldklub Leicester har offentliggjort planerne om at rejse en statue af klubejeren Vichai Srivaddhanaprabha, der døde i en helikopterulykke lige uden for stadion i slutningen af oktober.

Sønnen Aiyawatt Srivaddhanaprabha, der efter faderens død har overtaget ejerskabet af klubben, offentliggjorde denne nyhed i et personligt brev i kampprogrammet til lørdagens hjemmekamp mod Burnley i Premier League.

- Vi vil aldrig være i stand til at tilbagebetale, det han gjorde for os, for mig som søn, for os som familie og for alle, der var knyttet til Leicester City. 

- Men vi er forpligtet til at hædre og minde ham og opretholde hans arv, lyder det fra sønnen. 

Statuen skal placeres uden for Leicesters hjemmebane. Yderligere detaljer vil blive præsenteret på et senere tidspunkt.

Vichai Srivaddhanaprabha var blandt de fem personer, som blev dræbt, da deres helikopter efter den seneste hjemmekamp mod West Ham 27. oktober faldt til jorden på en parkeringsplads lige uden for stadionet.

Srivaddhanaprabha blev mindet i forbindelse med sidste weekends udekamp mod Cardiff, men denne lørdags kamp mod Burnley bliver den første på hjemmebane efter ulykken. 

I en alder af 60 år købte Vichai Srivaddhanaprabha i 2010 Leicester og førte klubben til oprykning til Premier League i 2014. 

To år senere vandt klubben med målmanden Kasper Schmeichel på holdet det engelske mesterskab i en af sportshistoriens største sensationer.