Schmeichel er nummer 1 - også på listen over årets bedste spillere

16x9
Kasper Schmiechel har spillet på landsholdet siden 2013. Foto: Darren Staples / Ritzau Scanpix

KLUMME:

'Årets spiller' på det danske landshold kan kåres nu: Kasper Schmeichel.

Han er et godt bud efter årets kampe, hvor fodboldlandsholdet slutter af mod Irland i Århus - uden den danske målmand. Han er i karantæne. Og et bud skabt på baggrund af mine karakterbøger efter de 12 rigtige landskampe.

Den officielle kåring kommer først, når 2019 melder sig, men TV 2-indicierne peger på Schmeichel efter et forrygende år, hvor han holdt buret rent i ni landskampe og havde de helt store og afgørende redninger fremme. 

Kigger man på de karakterer, som undertegnede har givet i forbindelse med årets landskampe, ligger Schmeichel og Simon Kjær stort set lige.  

Kasper scorede to topkarakterer i årets løb - og den eneste med 6-taller (skalaen går fra 0-6). Det var efter præstationerne mod Peru og Kroatien under VM-slutrunden. 6 = høj klasse…kald det verdensklasse.

I den indledende kamp mod Peru i Saransk fik vi tre redninger af høj, høj klasse. Først et venstrebensspark fra Carillo, så den vel nok vigtigste på afslutningen fra Flores - den kom minutter efter det danske føringsmål og kunne have bragt Peru for alvor tilbage i kampen - og senere en reaktionsfodparade overfor Farfan. Desuden havde Kasper Schmeichel den psykologiske tæft på det VAR-dømte straffespark, som Cueva så sparkede over. 

Retfærdigvis skal det nævnes, at Yussuf Poulsen lavede det danske sejrsmål, og på sport.tv2.dk skrev jeg bagefter:

“Det kan godt være, Yussuf Poulsen lavede målet, men Kasper Schmeichel vandt kampen. Målmandsspil uhyrlig tæt på verdensklasse. Ikke alene stod han godt, rigtig godt - han stod også rigtigt. Og blandt mange fremragende redninger kom den måske vigtigste kort efter det danske mål. De bedste målmænd redder på de rigtige tidspunkter."

Verdens bedste Schmeichel

Hans udtryk er ganske enkelt til store kampe. Redninger vandret, redninger med fødderne, indgreb i luften. Han dirigerer med sin aura. "En rigtig Schmeichel".

Det andet 6-tal kom efter ottendedelsfinalen mod Kroatien, hvor Danmark røg ud efter straffespark. 1-1 i den ordinære kamp, hvor Kasper Schmeichel snuppede et straffespark fra Modric fire minutter før slutfløjtet i den forlængede spilletid. Og under det, der blev afgørelsen, snuppede han yderligere to straffespark - men det var desværre ikke nok.

Det blev til følgende ord efter kampen:

“Behøver jeg skrive det? Verdensklasse. I de døende minutter var det en fremragende Schmeichel. Og jeg glemmer alt om senior. Det burde alle gøre. Kasper var helt på toppen, især omkring de kritiske minutter midt i 1. halvleg. Leverede to store redninger, da det var mest hektisk. Men straffesparket fra Modric. Hold nu kæft. Verdens bedste Schmeichel”.

Efter VM-turneringen kårede Michael Laudrup som TV2's ekspert VM's bedste spillere og satte sit eget All Star-hold. Her var Kasper Schmeichel med som eneste dansker med følgende begrundelse:

“Normalt ser vi på de målmænd, hvis hold når længst, men jeg bedømmer også ud fra, hvor meget hver enkelt redder sit hold undervejs. Derfor skal Kasper med på mit hold.”

Typisk Kasper

Den 32-årige målmand, der blev kåret som 'årets spiller' i 2016 efter Leicesters mesterskabssæson, sluttede 2018 af med et par store redninger fra Gareth Bale i Wales fredag aften. Især Bales frispark mod slutningen helt oppe i øverste hjørne var af høj klasse. Det skabte genlyd og store roser fra en hel fodboldverden. Og Wales-manager Ryan Giggs sagde på pressemødet efter kampen: “Den slags er kampafgørende”.

Kasper Schmeichel på flyvetur for at nå Gareth Bales frispark.
Kasper Schmeichel på flyvetur for at nå Gareth Bales frispark. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Udenfor i årets sidste landskamp - og alligevel ikke. For Kasper insisterede på at tage med til det jyske, selvom han var tættere på Leicester efter kampen i Cardiff. “Typisk Kasper”, som Åge Hareide siger det. Han er så meget landsholdsspiller, at han vil være med omkring holdet - det har også en smittende effekt på alle de andre.

En stor dansk sportsmand med et hjerte af rødt og hvidt.

Men han blev bidt i haserne af en spiller med et lige så stort landsholdshjerte og samme udstråling, Simon Kjær, der heller ikke nåede sidste landskamp i Århus (skadet), men scorede fem 5-taller i 2018 og viste sig som en af Europas bedste duelspillere og en rigtig leder.

Han blev - godt set af Hareide - udnævnt til landholdets anfører efter Daniel Agger og har hele vejen gået forrest - også selvom han ind imellem har kæmpet med større eller mindre skader. Et stort VM i alle fire kampe - og nu har Simon Kjær efterhånden stået overfor alle de store forwards og klaret dem. 

Af andre bemærkelsesværdige efter dette succesår med 12 landskampe (under Hareide), ingen nederlag, videre kvalifikation fra gruppespillet ved VM og førsteplads i Nations League-gruppen, er Yussuf Poulsen, der nåede et par 5-taller - mod Peru, hvor han lavede sejrsmålet (og straffesparket) samt i Wales, hvor han var med i begge mål og leverede fart og farlighed. 

Yussuf Poulsen scorede det enlige mål i VM-kampen mod Peru i sommer.
Yussuf Poulsen scorede det enlige mål i VM-kampen mod Peru i sommer. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Mathias Zanka Jørgensen kom lidt senere ind “i klassen”, fik sit gennembrud midt under VM og siden har været fast mand til tre 5-taller, Thomas Delaney, der har ligget jævnt omkring 4 og 5 med sit store engagement og betydning for holdet, mens ærgrelserne har ligget hos Christian Eriksen, der uden at have været dårlig på noget tidspunkt, blot nåede et enkelt 5-tal i 2018. Hans betydning for holdet gennemstrålede året, men forventningerne til ham er nok for store til en gentagelse af det han leverede i 2017 og gjorde ham til 'årets spiller'. 

Nicolai Jørgensen var en anden, hvor forventningerne ikke nåede målet, og selvom den generelle skældud - eller skuffelse - glemte hans store (også defensive) arbejde i mange kampe, så ærgrede det, at hans VM ikke fungerede. Nicolai Jørgensen fik oprejsning mod Wales i Cardiff med et fremragende mål. 

Og så er der Pione Sisto, som de fleste og ikke mindst Åge Hareide, har haft så store håb til. Han havde sin optur mod Panama med sejrsmålet, har vist glimt af sine ekvilibristiske evner, men har ikke haft den ønskede fremdrift, specielt fra VM og resten af efteråret. 

2018 sagde et før VM-farvel til Andreas Bjelland og Nicklas Bendtner. Bjelland er vendt tilbage. Et definitivt farvel til William Kvist og Michael Krohn-Dehli. Et gensyn med Pierre-Emile Højbjerg og Kasper Dolberg.

Mine karakterbøger i 2018: