Kæmpe finale suspenderet efter voldsomt angreb på spillerbus

Et angreb på Boca Juniors' holdbus har ført til, at finalen mod River Plate er blevet suspenderet. Kampen skal nu spilles søndag.

Finalen i Copa Libertadores, Sydamerikas pendant til Champions League, mellem de rivaliserende Buenos Aires-klubber River Plate og Boca Juniors er blevet suspenderet.

Det skyldes, at fans fra River Plate angreb Boca Juniors' spillerbus inden kampen. Fansene smadrede flere ruder på bussen, hvorefter politiet måtte bruge tåregas i modsvar til det. Dette blev flere af spillerne også ramt af.

Boca Juniors ønskede kampen udsat til en anden dag som følge af hændelserne, hvilket det Sydamerikanske Fodboldforbund (Conmebol) efterkom kort inden midtnat lørdag.

- Der er omstændigheder, hvor nogle folk tilsyneladende ikke har forstået, at det her er en sport. Begge klubber er blevet spurgt og har indvilliget i at suspendere kampen med udgangspunkt i sund fornuft. Det har været en gentlemanpagt, efter betingelserne for kampen er blevet væsentlig påvirket, siger Alejandro Dominquez, der er formand for forbundet.

Sydamerikas Fodboldforbund udsatte først kampen til klokken 22.00 dansk tid, rykkede det derefter 23.15, men valgte senere at suspendere den. Kort inden midnat lørdag kom det frem, at kampen først bliver spillet søndag klokken 21.00

Spillerne var i smerter

Meldingerne fra Buenos Aires går på, at flere af spillerne fik glåsskår i øjnene, da spillerbussen ruder blev smadret.

- Spillere er kommet til skade. Du kan ikke spille en kamp på den måde, siger Boca Juniors generalsekretær, Christian Gribaudo.

- De angreb os fra alle sider, siger Boca-anfører Pablo Perez, som ifølge AFP tydeligvis var præget af gassen. Perez var en af de spillere, der blev hårdest ramt. Han blev efterfølgende bragt til hospitalet, hvor han blev undersøgt. 

Pablo Perez forlod stadion med bind for øjnene.
Pablo Perez forlod stadion med bind for øjnene. Foto: Juan Mabromata / Ritzau Scanpix

Tv-billeder i Argentina viste Boca-spillere, der tog sig til halsen med øjne, der løb i vand på grund af gassen. Angrebet på spillerbussen opstod, selvom en stor mængde af politifolk eskorterede bussen.

Den argentiske klub har ligeledes lagt billeder op på Twitter, hvor spillerne ses at være i smerter i omklædningsrummet.

Ifølge en Twitter-side tilhørende Boca Juniors skulle præsidenten for forboldforbundet have udtalt følgende omkring suspenderingen af kampen:

- Folk skal forstå, at vi ikke tillader den slags ballade. Det er ikke krig, men fodbold. Tre læger har været inde over for at give deres vurdering i over en halv time, og der er mange spillere med skader. Det er ligetil, og ingen ønsker at spille, selvom de reelt kan stille op til kampen lige nu. 

Reporter: En kamp for hele Argentina

TV 2s reporter Carl-Emil Søe, der er til stede i Buenos Aires, kunne inden suspenderingen af opgøret berette om en spændt stemning. Man kunne mærke, at kampen havde stor betydning, og at der var meget nerve i blandt tilskuerne.

- For adskillige fans fra hele Argentina er det her ikke kun en kamp, man har brugt flere tusinder kroner på at få billet til, men også adskillige rejsedage. Det er ikke kun en kamp, der er et anliggende for Buenos Aires, men hele Argentina. I går (fredag) besøgte jeg stadionet, hvor kampen skal afvikles, og der var 40 minutters kø til at få taget et enkelt billede med pokalen.

- Der er lagt op til fest ved Plaza del Obelisco i hjertet af Buenos Aires, når vinderen engang findes, men uanset resultatet vil forspillet til kampen betyde, at risikoen for sammenstød bagefter er steget markant. Vinder River vil halvdelen af BA (Bocas fans) føle, at pokalen er blevet dem frarøvet. Vinder Boca, vil jublens dimension være en, der selv for latinamerikanske standarder er uhørt. Husk, at det er første gang, at de to ærkerivaler mødes i Copa Libertadores-finalen.

Der var masser af drama og intensitet på banen, da de to argentinske fodboldklubber spillede 2-2 i den første af to kampe i Copa Libertadores-finalen, som er Sydamerikas svar på Champions League. Flere gange var spillerne ved at ryge i totterne på hinanden, men det er ingenting, i forhold til hvad der tidligere er sket af kuriøse ting under de såkaldte 'superclasicos'.

De to opgør bliver afviklet uden tilskuere på udebaneafsnittene. I fem år har fans af udeholdene været forment adgang til argentinske klubkampe, fordi der har været problemer med hooliganisme, men selvom forbuddet er blevet ophævet, så er de to finaleopgør en undtagelse. 

Politiet er massivt til stede inden Superclasico.
Politiet er massivt til stede inden Superclasico. Foto: Martin Acosta / Ritzau Scanpix