AaB fyrer Morten Wieghorst

16x9
Morten Wieghorst er fortid i AaB. Foto: Frank Cilius / Ritzau Scanpix

Superligaklubben AaB skifter træner. Nordjyderne har afbrudt samarbejdet med Morten Wieghorst, skriver klubben på sin hjemmeside.

AaB har fyret cheftræner Morten Wieghorst med øjeblikkelig virkning. 

Han erstattes i første omgang af assistenttræner Jacob Friis, der skal lede holdet i resten af efterårssæsonen. Det oplyser klubben på sin hjemmeside

Morten Wieghorsts sidste kamp som AaB-træner blev fredagens 1-1-kamp i Vejle. I de seneste 12 Superligakampe har AaB blot vundet én gang, og ifølge klubbens sportsdirektør, Allan Gaarde, er det både resultaterne og mangel på udvikling, der ligger til grund for fyringen.

- At stoppe samarbejdet med en cheftræner før kontraktudløb er en ærgerlig beslutning, men vi er med de seneste tre måneders udvikling nået frem til, at vi ikke ønskede at tilbyde en forlængelse, og i næste fase har vi vurderet det mest hensigtsmæssigt at afbryde samarbejdet med det samme, siger Allan Gaarde til AaB's hjemmeside.

Morten Wieghorsts trænerkarriere

  • Assistenttræner i FC Nordsjælland (2005-06)
  • Cheftræner i FC Nordsjælland (2006-11)
  • U21-landstræner (2011-2013)
  • Assistenttræner i Swansea (2013-2014)
  • Cheftræner i AGF (2014-15)
  • Cheftræner i AaB (2017-18).

- Morten har arbejdet loyalt og professionelt og været tro mod vores politik om at prioritere spillere fra AaB Talent, men vi må desværre konstatere, at forbedringen i såvel 2017 som 2018 både spillemæssigt og resultatmæssigt har været marginal.

- I alt har vi i 66 Superligakampe i 2017 og 2018 scoret 67 mål og opnået 79 point, hvilket samlet set ikke er acceptabelt for vores klub – også selvom vi i sidste sæson med en femteplads opfyldte vores målsætning.

AaB fik en rigtig god sæsonstart, men de har haft dårlige resultater på det sidste. Beslutningen er taget, fordi man ikke tror på, Wieghorst kan rykke holdet yderligere.
Hvis man vil noget nyt, kan det være en idé at kigge mod udlandet, hvor mange er dygtige til at håndtere de unge spillere. Især i Belgien og Holland er man gode til den del af spillet – så det er i hvert fald en mulighed at se den vej.  

Tre fyringer i træk

I denne sæson ligger AaB nummer seks i Superligaen efter de 17 første runder. Klubben har 22 point og en målscore på 19-19.

AaB's seneste Superligasejr er den 29. september 2018, hvor holdet vandt 5-0 over Hobro. Siden har holdet slået både Roskilde og Horsens i pokalturneringen.
AaB's seneste Superligasejr er den 29. september 2018, hvor holdet vandt 5-0 over Hobro. Siden har holdet slået både Roskilde og Horsens i pokalturneringen. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

- Der har været for få kampe, hvor vi i alle 90 minutter har forløst vores potentiale, og der har været for få kampe i træk, hvor vi har udvist den fornødne stabilitet, men afskeden med vores cheftræner er absolut også et signal til vores spillere om, at vi skal forbedre os, da vi mener, at vores hold og trup er bedre end de seneste måneders præstationer og resultater viser, slutter Allan Gaarde.

Wieghorsts kontrakt udløb næste sommer, og en del af kontrakten var en eventuel genforhandling i december 2018. Det blev ikke aktuelt, har AaB besluttet. 

Morten Wieghorsts største bedrifter som træner har været pokaltitlerne med FC Nordsjælland i 2010 og 2011, hvor han var cheftræner i fem år. Derefter blev Wieghorst 21-landstræner, inden han i 2013/2014 var assistenttræner for Michael Laudrup i Swansea. Den ansættelse endte med en fyring ligesom de efterfølgende job som cheftræner i AGF og nu AaB.