Forventninger kan overstige det realistiske, siger Wieghorst

16x9
Morten Wieghorst mener, at der kan være brug for at se mere realistisk på målsætningen i AaB, der netop har opsagt samarbejdet med træneren. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Den fyrede AaB-træner Morten Wieghorst mener ikke, at målsætningen i klubben helt var på linje med det realistiske.

Naturligt nok er Morten Wieghorst mærket af, at han ikke længere skal stå i spidsen for AaB, efter han tidligere mandag blev fyret som cheftræner hos nordjyderne.

- Det er jeg rigtig ærgerlig over og ked af. Jeg vidste da godt, der var en snak på vej her i december, som klubbens sportsdirektør, Allan Gaarde, og jeg havde aftalt. Men at det skal stoppe her tre kampe inden vinterpausen, det er rigtig ærgerligt, synes jeg, siger Morten Wieghorst til TV 2 SPORT.

Men samtidig synes den fyrede træner, at der er grund til at justere på selvforståelsen og dermed ambitionerne hos AaB. 

- Der er forholdsvis store forventninger til AaB på grund af den nyere historie de sidste 25 år med mesterskaber, men måske er forudsætningerne for øjeblikket af en anden karakter, siger Morten Wieghorst.

- Og det er svært at gøre det ret meget bedre end en femte- eller fjerdeplads. Så skal det være en exceptionel sæson. Og derfor er det måske en gang i mellem svært at leve op til sådanne forventninger.

Den nu tidligere AaB-træner mener nemlig, at nordjyderne som sådan ikke har forudsætningerne for at skille sig afgørende ud i et tæt midterfelt i landets bedste række.

Det er godt med ambitioner og målsætning, men måske skal det lige sættes i relief til, hvordan forudsætningerne er andre steder

Morten Wieghorst

- Måske kan forventningerne til noget overstige det, der er realistisk. Jeg anerkender helt klart, at vi ikke har vundet nok sejre her den seneste tid i Superligaen. Men som sagt er det en meget tæt række, og jeg ved ikke, om AaB's forudsætninger er så meget bedre end mange af de andre holds i den gruppe af hold i Superligaen, hvor det er meget tæt.

Morten Wieghorst har svært ved at se, at nordjyderne kan stræbe efter meget mere end sub-toppen i Superligaen.

- Det er godt med ambitioner og målsætning, men måske skal det lige sættes i relief til, hvordan forudsætningerne er andre steder.

Men én ting er ambitioner og målsætningerne. En anden er det arbejde, der blev leveret på trænerbænken.

Her indrømmer Morten Wieghorst, at hans mandskab ikke formåede at rykke sig i den grad, han havde håbet.

- Jeg har da til tider været ærgerlig over, at vi ikke kunne være bedre med bolden, spille hurtigere og spille mere direkte i de faser af spillet, hvor vi skal det. Men det har ikke været af mangel på vilje og lyst til at opnå det, lyder det fra Wieghorst. 

- Det har måske bare været en lidt længere proces, end hvad man lige havde forestillet sig. Og så har konkurrencen i Superligaen også været stor. Der er mange klubber om buddet i det der midterfelt.