Wieghorst-fyring chokerer AaB-anfører

16x9
Rasmus Würtz har været anfører i AaB, mens Morten Wieghorst har stået i spidsen for den nordjyske klub. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Rasmus Würtz havde ikke set fyringen af Morten Wieghorst komme. Spillerne fik beskeden mandag morgen.

Det kom som en overraskelse for AaB-anfører Rasmus Würtz, at han sammen med resten af spillertruppen mandag morgen blev overbragt nyheden om, at superligaklubben havde sagt farvel til cheftræner Morten Wieghorst.

Morten Wieghorsts trænerkarriere

  • Assistenttræner i FC Nordsjælland (2005-06)
  • Cheftræner i FC Nordsjælland (2006-11)
  • U21-landstræner (2011-2013)
  • Assistenttræner i Swansea (2013-2014)
  • Cheftræner i AGF (2014-15)
  • Cheftræner i AaB (2017-18).

Trods vigende resultater og svingende spil var der stadig tiltro til Wieghorsts projekt. Det siger AaB-anføreren til BT.

- Fyringen af Wieghorst kommer som lidt af et chok. Vi har alle i truppen syntes, at der er blevet arbejdet rigtig godt.

- Som hold har vi på intet tidspunkt virket modløse, selv om vi i vores seneste 12 kampe i Superligaen kun har vundet en enkelt kamp.

- Men som hold er vi udmærket klar over, at der skal vindes kampe, hvis målsætningen om en plads i toppen skal gå i opfyldelse, siger han til avisen.

Ifølge anføreren kørte Wieghorst væk, efter at han modtog beskeden om sin fyring. Derfor har spillertruppen ikke haft mulighed for at sige farvel til træneren.

I medier har det været beskrevet, at Wieghorst ikke havde en god kommunikation med sine spillere. Rasmus Würtz afviser, at det skulle have været tilfældet.