Klopp om Liverpool-nederlag: Det føles dumt

16x9
Liverpools træner Jürgen Klopp reagerer under kampen mod PSG. Foto: Yoan Valat / Ritzau Scanpix

Jürgen Klopp havde forventet et offensivt PSG-hold, men han fik ikke dirigeret Liverpool frem til et modsvar.

Liverpool var på hælene i Paris onsdag aften.

Paris Saint-Germain scorede to gange i første halvleg og vandt opgøret i Champions League 2-1.

Ifølge Liverpool-manager Jürgen Klopp formåede Liverpool aldrig at rejse sig efter hjemmeholdets gode indledning på kampen, som endte med en PSG-sejr.

- Kampens indledning var som forventet. Det var vildt og intenst, og de tog mange risici. De scorede to gange ved at vinde andenbolde. Vi forsøgte alt, men vi havde ikke nok åbne chancer.

- Når en kamp begynder sådan, så er det svært at finde selvtilliden, så det var aldrig vores kamp.

500.000 afbrydelser

Samtidig mener Klopp, at dommerens linje i kampen gjorde tingene nemmere. Liverpool fik hele seks gule kort.

- En anden lille udfordring, vi skulle overkomme, var de 500.000 afbrydelser i anden halvleg, og dommerne mener stadig, at han gjorde alt rigtigt. Vi er et af de mest fair hold i Premier League, men i aften (onsdag, red.) fremstod vi som slagtere.

- Vi må acceptere resultatet, men det føles stadig dumt, og nu får vi brug for Anfield endnu en gang, siger Klopp ifølge engelske BT Sport.

Langer ud efter Neymar

Liverpools forsvarsspiller Andy Robertson var blandt dem, der kom i dommerens sorte bog. Han peger dog ikke fingre ad dommeren, men derimod PSG's spillere og især Neymar.

- De var foran og var på udkig efter muligheder for at trække tiden, og de benyttede sig af alle kneb, der findes, siger Andy Robertson.

Han ærgrer sig over, at Liverpool ikke reagerede ordentligt på PSG-spillernes tendens til at opsøge frispark og trække tiden.

- Jeg gad godt vide, hvor meget tid de endte med at spilde. Det var frustrerende. Men når man spiller mod PSG, så ved man, hvad man kan forvente. Især fra ham (Neymar, red.). Det håndterede vi ikke ordentligt.

- Det er frustrerende, når han falder, som han gør. Men det er en del af hans spil, og det skulle vi have håndteret bedre, siger venstrebacken.

Det bliver et drama, når Napoli kommer på besøg 11. december i sidste spillerunde i gruppe C.

Napoli topper gruppen med ni point, PSG har otte, Liverpool seks, mens Røde Stjerne har udspillet sin rolle i forhold til avancement.

Liverpool er tvunget til at vinde hjemme over Napoli for at kunne gå videre.

For at ende over Napoli skal Liverpool samtidig også være bedre end italienerne indbyrdes. Da holdene mødtes i Napoli, vandt hjemmeholdet 1-0.