Hummel stopper sponsorat af afghansk fodboldforbund

16x9
Den tidligere anfører for det afghanske kvindelandshold Khalida Popal under en træning i London i marts. Foto: Daniel Leal-olivas / Ritzau Scanpix

Anklager om seksuelt misbrug på Afghanistans kvindelandshold får Hummel til at trække sit sponsorat.

Hummel vil ikke længere støtte det afghanske fodboldforbund efter anklager om fysiske, psykiske og seksuelle overgreb på kvindelandsholdet begået af mandlige ansatte.

Torsdag 29. november meddelte den danske producent af sportsudstyr det afghanske fodboldforbund (AFF), at man stopper sit sponsorat.

Kommunikationschef Ulrik Feldskov Juul har ansvaret for virksomhedens karma-projekter, som Afghanistan-sponsoratet var en del af.

Han forklarer, at Hummel blev opmærksom på de alvorlige anklager, da han mandag 26. november holdt et møde med Khalida Popal. Hun er tidligere anfører for det afghanske kvindelandshold og bor nu i Danmark.

- Jeg får forelagt mailkorrespondancer og kontakter forskellige personer, der kan bekræfte anklagerne.

- Vi afbryder samarbejdet, fordi vi ikke vil associeres med den siddende ledelse dernede. Det er meget, meget alvorlige anklager. siger Ulrik Feldskov Juul.

Ugen før Hummel afbrød samarbejdet, blev en meget restriktiv kontrakt fra AFF lagt ud på de sociale medier. Den ville fjerne flere rettigheder fra de kvindelige spillere,

Flere af landsholdsspillerne har nægtet at skrive under og er nu smidt af landsholdet. Hummel vil stadig forsøge at støtte kvindefodbolden i Afghanistan og vil hjælpe de ramte kvinder i den kommende tid.

- Vi har været meget engagerede i støtten af kvindefodbolden dernede. Vi har ikke noget imod fodboldforbundet, men derimod den siddende ledelse.

- Jeg tror, at der nu vil komme et fokus på de uhyrlige forhold, der findes for kvinder i afghansk fodbold. Græsrodsarbejdet dernede lever stadig, siger Ulrik Feldskov Juul.

I 2018 er én procent af Hummels onlineomsætning dedikeret til Khalida Popal og hendes projekt "Girl Power", der blandt andet kæmper for kvinders rettigheder i afghansk fodbold.

Hummel er åbne for at begynde et samarbejde med AFF igen, når der kommer en afklaring på de verserende sager, og den nuværende ledelse er fjernet.

Fifa meddelte fredag 30. november, at man undersøger sagen.