Modric: Ballon d'Or var mere end bare en drøm

16x9
Luka Modric sammen med sin kone og børn. Foto: Benoit Tessier / Ritzau Scanpix

Den 33-årige kroat brød mandag ti års Ronaldo- og Messi-dominans, da han blev kåret som verdens bedste.

Det var en præstation, der overgik alle drengedrømme, da 33-årige Luka Modric mandag modtog prisen som verdens bedste fodboldspiller, Ballon d'Or.

Kåringen brød ti års dominans af portugisiske Cristiano Ronaldo og argentinske Lionel Messi, der på skift har taget prisen siden 2008.

- Som dreng har vi alle drømme. Min drøm var at spille for en stor klub og vinde store trofæer, siger kroaten ved uddelingen i Paris.

- Ballon d'Or var mere end bare en drøm for mig, og det er virkelig en stor ære og et stort privilegie at stå med dette trofæ, tilføjer han.

Modric vandt prisen foran Cristiano Ronaldo, der modtog næstflest stemmer. Franskmanden Antoine Griezmann blev nummer tre, mens hans landsmand Kylian Mbappé blev nummer fire.

Luka Modric, der til daglig spiller i den spanske storklub Real Madrid, har haft et forrygende år på både landshold og i klubregi.

Han var således først med til at vinde Champions League for Real Madrid og var en af de bærende kræfter, da Kroatien spillede sig i finalen ved sommerens VM i Rusland.

- 2018 har været en drøm for mig. Gennem min karriere har jeg indset, at hårdt arbejde, vedholdenhed og tro på sig selv i svære situationer er grundstenene til succes, siger Luka Modric.

Mens Luka Modric nød rampelysets skær på scenen ved prisuddelingen, så var den franske landstræner, Didier Deschamps, utilfreds med kåringen.

Han mener i stedet, at enten Antoine Griezmann eller Kylian Mbappé havde gjort sig fortjent til hæderen - ikke mindst på grund af Frankrigs VM-guld i Rusland.

- De fortjener det på grund af det, de præsterede med landsholdet ved VM, men også på grund af de trofæer, der har vundet med deres klubber, siger han.

19-årige Kylian Mbappé gik dog ikke tomhændet hjem fra prisuddelingen i Paris.

Han blev således tildelt Raymond Kopa-trofæet, der går til den bedste unge spiller.