Sydamerikansk klub i kovending - vil alligevel spille flyttet skandalefinale

16x9
Fansene af River Plate må rejse ud af landet for at se den omdiskuterede finale. Foto: Javier Gonzalez Toledo / Ritzau Scanpix

Fodboldklubben River Plate rejser til Madrid onsdag for at spille kampen mod Boca Juniors på søndag.

River Plate rejser alligevel til Madrid for at spille finalen i Copa Libertadores mod Boca Juniors på søndag. River Plate har tidligere nægtet at spille kampen i den spanske hovedstad.

Onsdag eftermiddag klokken 14 vil River Plate rejse med fly til Madrid, oplyser den argentinske fodboldklub.

River Plate har meddelt Det Sydamerikanske Fodboldforbund, Conmebol, at holdet vil tage af sted fra lufthavnen Ezeiza.

Tidligere har River Plate ellers nægtet at spille kampen på Santiago Bernabeu i Madrid. Det er normalt Real Madrids hjemmebane.

River Plate-træner Marcelo Gallardo har kaldt det absurd at skulle spille kampen i Spanien, og at man mister fordelen ved at spille på hjemmebane.

Optøjer i Buenos Aires

Det første opgør endte 2-2 hos Boca Juniors, men det har ikke været muligt at afvikle kampen på River Plates hjemmebane på grund af uroligheder.

Den anden finalekamp mellem de to argentinske ærkerivaler skulle være spillet lørdag 24. november på El Monumental, men River Plate-fans angreb Boca Juniors' spillerbus.

Fansene kastede sten på bussen og smadrede adskillige ruder, så flere Boca Juniors-spillere fik skader i ansigtet af knust glas.

Kampen blev i første omgang udskudt til søndag 25. november, men Boca Juniors-spillerne var stadig så medtagne, at de ikke var i stand til at spille.

Hensynet til sikkerheden har fået Conmebol til at flytte opgøret uden for landets grænser, og valget er faldet på Madrid.

Boca Juniors har også udtrykt modvilje i forhold til at spille kampen i Madrid, og endnu er der ikke kommet en officiel melding fra klubben om holdets afrejse.

Men lokale medier skriver, at Boca Juniors rejser til Madrid allerede tirsdag aften. Det er dog ikke bekræftet.