Vendsyssel sender FC Nordsjælland ud af pokalen

16x9
Ninos Gouriye (10) jubler sammen med sine holdkammerater. Foto: Anders Kjærbye / Ritzau Scanpix Danmark

Ninos Gouriye blev matchvinder, da Vendsyssel vandt 1-0 ude over FC Nordsjælland i pokalturneringen.

Som det sidste hold er Vendsyssel FF klar til kvartfinalen i landspokalturneringen i fodbold, der i år er kendt som Sydbank Pokalen.

Nordjyderne overraskede onsdag aften ved at vinde 1-0 på udebane over FC Nordsjælland. Hollænderen Ninos Gouriye blev matchvinder med en scoring på kontraangreb i første halvleg.

Sejren udløser en kvartfinale på hjemmebane mod de forsvarende pokalmestre fra Brøndby.

Pokalkvartfinalerne ser således ud:

  • Vendsyssel FF - Brøndby IF.
  • Næstved Boldklub - AaB.
  • Kolding IF - FC Midtjylland.
  • OB - Esbjerg fB.

FC Nordsjælland kunne ikke slå kapital af megen boldbesiddelse på Vendsyssels banehalvdel, men det kunne gæsterne til gengæld.

Et par minutter før pausen erobrede Vendsyssel bolden, og det endte med, at Ninos Gouriye scorede efter et kontraangreb.

I Superligaen har Gouriye haft begrænset succes. Fem gange har han været på banen, men ikke scoret for den nordjyske klub. 

Efter en time gik FC Nordsjællands Mikkel Rygaard ud med en skade, og i stedet kom 18-årige Joachim Rothmann ind, så hjemmeholdet spillede med fire mand i front i bestræbelserne på at fremtvinge en udligning.

FC Nordsjælland fortsatte med at være mest i boldbesiddelse, men hjemmeholdet havde ikke held til at overliste Vendsyssel-reserven Michael Tørnes i målet.