Napoli varmer op til CL-gyser med storsejr

16x9
Arkadiusz Milik scorede to af målene i Napolis overbevisende sejr. Foto: Cesare Abbate / Ritzau Scanpix

Selv med stamspillere på bænken vandt Napoli stort over Frosinone i Serie A tre dage inden Liverpool-kamp.

Den syditalienske storklub Napoli har lagt sig i lidt af et vakuum i Serie A, efter at det lørdag blev til en hjemmesejr på 4-0 over bundholdet Frosinone.

Sejren bragte Napoli på 35 point, hvilket er otte point færre end førerholdet, Juventus, og seks point flere end Inter på tredjepladsen. Netop Inter tabte 0-1 til Juventus fredag aften.

Napoli sørgede for at tage sin pligtsejr, selv om træner Carlo Ancelotti havde valgt at spare flere nøglespillere med henblik på tirsdagens skæbnekamp mod Liverpool i Champions League.

Bare seks minutter var spillet, da Napoli kom foran efter et hjørnespark. Efter lidt ping pong i feltet havnede bolden hos Piotr Zielinski, der fra kanten af feltet hamrede bolden i mål med en strakt vrist.

Fem minutter før pausen øgede Adam Ounas til 2-0. Han modtog bolden midt på modstanderens banehalvdel, tog et par træk og sendte bolden i målhjørnet fra knap 25 meters afstand.

Midtvejs i anden halvleg sørgede Arkadiusz Milik for 3-0 med et stærkt hovedstød efter en veltempereret hjørnesparksbold, og Milik rundede også af med et mål fra klos hold til 4-0 med seks minutter tilbage.

Ellers handlede det for Napoli mest om at spare på kræfterne.

Tirsdag venter en udekamp i Champions League mod Liverpool, hvor italienerne med mindst uafgjort sikrer sig avancement til ottendedelsfinalerne, men mindre kan også vise sig at være nok.