Bundesliga-anførers far omkom på stadion under kamp

16x9
Christian Gentner lagde op til sejrsmålet mod Hertha Berlin. Foto: Thomas Kienzle / Ritzau Scanpix

Christian Gentner løb op i sponsorloungen efter Stuttgarts sejr, men faderens liv stod ikke til at redde.

Bundesligaklubben Stuttgart blev lørdag ramt af en tragisk hændelse i forbindelse med 2-1-hjemmesejren over Hertha Berlin i Bundesligaen.

Faderen til Stuttgarts anfører, Christian Gentner, fik et slagtilfælde på tribunen under kampen, og lægerne kunne ikke redde ham. Det bekræfter Stuttgart ifølge Der Spiegel.

Gentner gav interviews på banen lige efter kampen, men blev efterfølgende bekendt med den dårlige nyhed og skyndte sig op i en sponsorlounge, hvor faderen modtog lægelig behandling, men døde.

Nyheden spredte sig hurtigt til holdkammerater og modstandere.

- Alle i Hertha sender deres tanker og kondolencer til Christian Gentner og hans familie efter dagens triste nyheder, skriver Hertha Berlin på Twitter.

Under kampen lagde Christian Gentner op til Stuttgarts sejrsmål.