Danskermøde i Champions League: Her er 1/8-finalerne

16x9
Thomas Delaney og Christian Eriksen møder hinanden i Champions League. Foto: Scanpix Denmark

Engelske Tottenham med Christian Eriksen og tyske Dortmund med Thomas Delaney og Jacob Bruun Larsen mødes i ottendedelsfinalen i Champions League.

Der venter til foråret flere store fodboldbrag i knockoutkampene i Champions League. 

Det bliver ikke så overraskende konklusionen efter mandagens lodtrækning i schweiziske Nyon, hvor øjeblikkets 16 bedste hold i Europa var med i bowlen.

Christian Eriksens Tottenham møder Dortmund med Thomas Delaney og Jacob Bruun Larsen, men den vel nok mest interessante ottendedelsfinale står mellem Liverpool og Bayern München, hvor en af de store favoritter med sikkerhed vil ryge ud.

I sidste sæson nåede Liverpool frem til finalen, hvor det blev til nederlag til Real Madrid. Både Liverpool og Bayern München har vundet turneringen fem gange tidligere.

Det blev i øvrigt til hele tre opgør mellem tyske og engelske klubber, da Manchester City trak Schalke 04.

United på svær opgave

I et andet storopgør skal Manchester United møde Paris Saint-Germain. I øjeblikket fungerer spillet ikke for United i den engelske Premier League, mens PSG fører den franske liga suverænt.

De første kampe i ottendedelsfinalerne spilles først i februar, og inden da kan formkurverne nå at ændre sig.

Real Madrid, som har vundet turneringen i de seneste tre sæsoner, fik en på papiret noget nemmere opgave i form af den hollandske klub Ajax.

Atlético Madrid skal møde de italienske mestre fra Juventus, som nu råder over Cristiano Ronaldo i truppen.

Sådan ser 1/8-finalerne ud:

  • Liverpool (England) - Bayern München (Tyskland)
  • Schalke 04 (Tyskland) - Manchester City (England)
  • Atlético Madrid (Spanien) - Juventus (Italien)
  • Manchester United (England) - Paris Saint-Germain (Frankrig)
  • Tottenham (England) - Borussia Dortmund (Tyskland)
  • Lyon (Frankrig) - FC Barcelona (Spanien)
  • AS Roma (Italien) - Porto (Portugal)
  • Ajax (Holland) - Real Madrid (Spanien)