Tottenham-manager efter fiasko: Vi manglede energi

16x9
Mauricio Pochettino måtte sande, at hans hold kom ned på jorden med et nederlag til Wolverhampton efter to storsejre. Foto: Ben Stansall / Ritzau Scanpix

Mauricio Pochettino var skuffet over sit hold, da Tottenham hjemme tabte 1-3 til Wolverhampton i ligaen.

11 mål i to kampe og storsejre på 6-2 og 5-0 i ligaen blev afløst af et overraskende 1-3-nederlag på hjemmebane lørdag.

Sådan var status for Tottenham i Premier League, da holdet tabte til Wolverhampton og dermed er ni point efter Liverpool på førstepladsen i ligaen.

Ifølge Tottenham-manager Mauricio Pochettino skyldtes nederlaget manglende kræfter.

- Vi har haft nogle gode uger, men det er svært at holde niveauet. Vi er ikke maskiner. I anden halvleg greb vi kampen forkert an med for mange lange bolde, og vi mistede energi, siger Pochettino ifølge nyhedsbureauet AP.

Harry Kane bragte ellers Tottenham foran 1-0 på et flot mål i første halvleg, men i kampens sidste 20 minutter vendte Wolverhampton det hele med tre mål.

Dermed ligger Tottenham fortsat på andenpladsen, inden Manchester City søndag møder Southampton.

Tottenham har et point mere end City for en kamp mere. Der er ni point op til Liverpool på førstepladsen.

- I anden halvleg besluttede vi, at kampen var forbi, og når man tænker sådan, så får man problemer.

- Vi dominerede og havde overtaget i første halvleg, men vi savnede friskhed til at lukke kampen. I stedet forsøgte vi at køre 1-0 hjem.

- Vi ved af erfaring, at hvis man ikke er på 100 procent i hver kamp, så kan den slags ske. Det er ikke nok at spille godt i 70 minutter. Det skal være i 90 minutter, siger Pochettino ifølge Reuters.

Næste opgave for Tottenham bliver udekampen mod Cardiff 1. januar.