Forvirring i Rosenborg: Gælder ansættelsen af ny træner?

16x9
Det norske mesterhold præsenterede torsdag en ny trænerduo. Foto: Ntb Scanpix / Ritzau Scanpix

Haugesund mener ikke, at klubben var blevet enige med Rosenborg om at lade Eirik Horneland skifte.

En træners skifte mellem to af Norges største fodboldklubber er endt med en masse forvirring.

Torsdag annoncerede Rosenborg, at Eirik Horneland fremover skal stå i spidsen for den norske mesterklub. Med sig tager han assistenttræner Karl Oskar Emberland.

Men Haugesund, hvor Horneland og Emberland siden 2016 har været ansat, mener ikke, at de to klubber var blevet enige om overgangen. Her kalder man Rosenborg for "særdeles uprofessionelle".

- Vi oplever, at vores seneste henvendelse til Rosenborg ikke blev besvaret, men at de i stedet gik ud og præsenterede deres nye trænere. Vores kontraktbundne trænere, siger bestyrelsesformand i Haugesund Leiv Helge Kaldheim til norsk TV 2.

Hans udtalelse står i kontrast, til det bestyrelsesformand i Rosenborg Ivar Koteng siger.

Han mener, at Haugesunds henvendelse blev besvaret, og siger samtidig, at Rosenborg arbejder på at få Eirik Horneland og assistenttræner Karl Oskar Emberland til klubben tidligere end 1. februar, som på grund af Hornelands opsigelsestid bliver overgangsdatoen.

Klar til at gå rettens vej

Rosenborg og Horneland er nemlig af den opfattelse, at Horneland har en måneds opsigelsestid i sin kontrakt med Haugesund.

Men det mener Haugesund ikke.

I stedet siger klubben, at de har annulleret den treårige kontraktforlængelse, som Horneland skrev under på i oktober, og at det derfor er Hornelands tidligere kontrakt, der er gældende. Den holder ham i Haugesund frem til 30. november 2019.

Ifølge Haugesund er der ingen klausuler i den kontrakt, der giver Rosenborg mulighed for at hente Eirik Horneland til klubben, med mindre han bliver købt fri.

Det har Rosenborg ikke gjort, siger Leiv Helge Kaldheim, der er klar til at gå rettens vej for at få situationen udredt.

Rosenborg vandt sidste sæson det norske mesterskab. Haugesund endte som nummer fire i tabellen.

Hovedpersonen benægter

Rosenborg har planlagt at præsentere sin nye træner fredag klokken 12.30, men pressemødet er nu aflyst og informationen om begivenheden er fjernet fra klubbens hjemmeside.

I en pressemeddelelse fredag formiddag udtaler Horneland følgende som modsvar til Haugesund. 

- FK Haugesund og jeg blev tidligere på efteråret enige om ændrede vilkår for min trænerstilling. De nye vilkår gælder fra 1. januar 2019. Fra denne dato gælder følgende opsigelsesadgang: Under arbejdsforholdet og efter udløbet af prøvetiden gælder en gensidig opsigelsesfrist på én måned, regnet fra og med udløbet af kalendermåneden, hvor opsigelsen fandt sted. 

- Denne bestemmelse har jeg forholdt mig til, men det gør FK Haugesund - som overraskende anser sig uforpligtet af den nye aftale - ikke.

Ifølge NRK bliver det Rosenborg-lederen Ivar Koteng, der skal tage sig af pressen spørgsmål klokken 12.30 i stedet for at skulle præsentere en ny træner.