FCK dropper fremtidige træningslejre i Dubai efter kritik - Brøndby i tænkeboks

16x9
Ståle Solbakken og resten af FC København har valgt at droppe Dubai som destination til fremtidige træningslejre. Foto: Anton Vaganov / Ritzau Scanpix

Kritik af destinationen for vinterens træningslejr får FCK til at droppe træningslejre i Dubai fremover. Også Brøndby har taget kritikken til sig.

FC København og Brøndby IF tager senere på måneden på træningslejr i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater. 

Det er et sted, som er kendt for problemer med menneskerettigheder, og beslutningen om at pudse formen af i Dubai har skabt debat blandt de to klubbers fans. 

FCK har aldrig haft andre motiver end at træne optimalt op til forårssæsonen

Pressemeddelelse

FC København har derfor besluttet, at man fremover ikke vil tage til Dubai på træningslejr, men at denne vinters tur gennemføres som planlagt. 

Det skriver FCK på sin hjemmeside

- FC Københavns sportslige ledelse med manager Ståle Solbakken i spidsen har på den baggrund valgt ikke at rejse på træningslejr til Dubai i de kommende år. Klubben er dog kontraktuelt bundet i forhold til denne vinters træningslejr, der derfor bliver gennemført. 

- FCK har aldrig haft andre motiver end at træne optimalt op til forårssæsonen, men vi forstår og respekterer, at det er et stærkt ønske fra vores fans, at vi finder en anden løsning. Det har vi valgt at lytte til, skriver klubben i sin meddelelse.

FCK skal på træningslejren spille testkampe mod svenske Örebro SK, FC Astana fra Kasakhstan og New York City fra USA.

Brøndby evaluerer træningslejr til foråret

Ligesom FC København er Brøndby de seneste dage blevet kritiseret fra flere sider - heriblandt klubbens fans - der har stillet spørgsmålstegn ved, om det er moralsk forsvarligt at tage til Dubai. 

Men Brøndby er ikke gået i fodsporerne på deres ærkerivaler, men ønsker i stedet at træffe en beslutning i løbet af foråret. 

- Vi tager selvfølgelig kritikken seriøst, og vi er også i dialog med de forskellige fangrupper. Når vi returnerer fra træningslejren, vil klubben i løbet af foråret evaluere den og deriblandt også den kritik, der har været, siger Brøndbys pressechef, Christian Schultz, til TV 2 SPORT. 

Brøndby skal i Dubai spille til træningskampe mod Lokomotiv Tashkent og Henan Jianye FC.