Tottenham vinder pokalbrag og nærmer sig finale

16x9
Harry Kane og Dele Alli jubler over førstnævntes straffesparksscoring. Foto: Facundo Arrizabalaga / Ritzau Scanpix

Harry Kane sikrede Tottenham 1-0-sejr på et straffespark. Andreas Christensen missede chance for udligning.

Tottenham spillede sig tirsdag nærmere finalen i den engelske Liga Cup med en hjemmesejr over Chelsea.

Topscorer Harry Kane afgjorde den første af to semifinaler mellem de to London-klubber med sejrsmålet til 1-0. Scoringen faldt på straffespark midtvejs i første halvleg.

På kanten af offside slap Kane fri, og alene med Chelseas målmand blev angriberen nedlagt.

Kampens dommer valgte at gennemse situationen med videosystemet VAR, inden han pegede på straffesparkspletten. Kane hamrede fladt og sikkert Tottenham i front.

Kampen bød også på en dansk duel mellem Tottenhams Christian Eriksen og Chelseas Andreas Christensen.

Christensen fik Chelseas måske største chance i opgøret, da han efter en lille times spil stod helt fri i bagrummet, og bolden landede for midterforsvarerens fødder.

Danskeren fik dog et skævt træf med vristen på bolden, der sprang forbi Tottenhams mål.

Generelt virkede Tottenham-spillerne tilfredse med føringen, og Chelsea fik lov til at presse på i det meste af anden halvleg. Det var dog småt med de helt store chancer.

De to hold mødes igen 24. januar på Chelseas hjemmebane, Stamford Bridge.

Den samlede vinder skal op mod enten Manchester City eller Burton fra Englands tredjebedste række i Liga Cup-finalen.