Minister raser over kønsdiskriminering: - Det er ulækkert

16x9
I Super Cuppen mødes sidste sæsons italienske mester og pokalvinder. Da Juventus vandt både Serie A og Coppa Italia, så skal Torino-holdet op mod den tabende finalist i Coppa Italia - AC Milan. Foto: Marco Bertorello / Ritzau Scanpix

Kvindelige tilskuere har ikke samme adgang som mændene til italiensk Super Cup, der spilles i Saudi-Arabien.

Fodboldklubberne Juventus og AC Milan mødes på onsdag i den italienske Super Cup i Jeddah i Saudi-Arabien.

Valget af spillested er i dagene op til kampen blevet genstand for en ophedet diskussion i Italien.

Amnesty International har opfordret begge mandskaber til at droppe kampen i protest mod drabet af journalisten Jamal Khashoggi på Saudi-Arabiens ambassade i Istanbul sidste år.

Kritikken er taget yderligere til, da det kom frem, at kvindelige tilskuere ikke har samme adgang til tribunerne som de mandlige. De kvindelige tilskuere må kun sidde i de såkaldte familieafsnit.

Italiens vicepremierminister Matteo Salvini langer voldsomt ud efter forskelsbehandlingen.

- Det er sørgeligt, at den italienske Super Cup skal spilles i et islamisk land, hvor kvinder ikke kan komme på stadion, medmindre de er i selskab med en mand. Det er ulækkert.

- Jeg skal ikke se kampen, siger Matteo Salvini.

Chefen for den italienske Serie A, Gaetano Micciche, forsvarer beslutningen om at rykke Super Cuppen til Saudi-Arabien. Han hævder, at der sker fremskridt.

- Indtil sidste år kunne kvinder ikke overvære sportsbegivenheder. Vi arbejder videre på at sikre, at næste gang vi spiller i dette land, så kan kvinder være på alle sæder, siger Micciche.

I Super Cuppen mødes sidste sæsons italienske mester og pokalvinder. Da Juventus vandt både Serie A og Coppa Italia, så skal Torino-holdet op mod den tabende finalist i Coppa Italia - AC Milan.

Den italienske Super Cup er blevet spillet 31 gange. I år er tiende gang, at kampen spilles uden for Italien. Tidligere er opgøret blevet spillet i USA, Kina og Qatar.