Hareide har talt med Eriksen om hans fremtid

16x9
Christian Eriksen og Åge Hareide under en landsholdstræning 31. maj 2018. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Der ligger endnu ikke noget konkret tilbud på Eriksens bord, lyder det fra landstræneren, der passer på med ikke at blande sig i spillernes valg.

Fodboldspilleren Christian Eriksen har kontraktudløb i Tottenham om halvandet år, men til forskel fra andre af klubbens stjerner, Harry Kane og Dele Alli, har danskeren endnu ikke skrevet under på en ny aftale.

Det gør, at spekulationerne om hans fremtid fortsætter. Storklubber som Manchester City, Chelsea, Paris Saint-Germain, Real Madrid og Barcelona har alle været nævnt i kapløbet om 26-årige Eriksens underskrift.

Jeg er bare glad for, at han er dansker

Åge Hareide om Christian Eriksen

Landstræner Åge Hareide fortæller til norsk TV 2, at han har talt med Christian Eriksen om hans fodboldmæssige fremtid, men ifølge nordmanden er der ikke meget nyt at berette.

- Sidst jeg talte med ham, var der ingen bevægelse i noget som helst. Så jeg tror, at så langt er der intet nyt. Der er en masse spekulationer, men ikke noget konkret. I forhold til det han sagde til mig, var der ikke noget konkret, siger Åge Hareide til norsk TV 2.

Eriksen selv blev forholdt de mange rygter, da Tottenham slog Chelsea 1-0 i Liga Cuppen for knap to uger siden. Men fordi det netop var rygter, ønskede han ikke at tage stilling til meldingerne.

- Det er ikke første gang, at der har været rygter, og når aviserne skriver noget, er det ikke noget, vi er herrer over. Hvis ikke der er noget konkret, så kommenterer jeg bare på rygter, sagde Christian Eriksen.

Hareide er bare glad for, at Eriksen er dansker

Dagen forinden kampen, mandag 7. januar, sendte det schweiziske statistik- og analysebureau CIES Football Observatory en opgørelse ud, hvor Eriksens transferværdi lød på 75,2 millioner euro svarende til godt 560 millioner kroner.

Men jo nærmere datoen for danskerens kontraktudløb kommer, desto mindre kan Tottenham kræve for deres midtbanekreatør i tilfælde af et salg.

Hvad Christian Eriksen i sidste ende beslutter sig for, er helt og holdent op til ham. Den diskussion afholder Åge Hareide sig fra at deltage i.

- Jeg passer på med ikke at blande mig i det, spillerne gør, for ellers får jeg for mange ting at se til. Men jeg er meget glad for, at de gør det godt, hvor de nu end er, siger Hareide til tv-stationen og fortsætter:

- Og så har jeg sagt, at Christian Eriksen kan spille overalt. Jeg tror ikke, at der er nogen begrænsninger med hans kvaliteter. Men alt det med klubskifter, spekulationer, det, tror jeg, agenterne nok skal tage sig af.

- Jeg håber, at Christian spiller godt, hvor han er, og hvis han nu skulle skifte, håber jeg, at han også spiller godt der. Så enkelt er det. Jeg er bare glad for, at han er dansker, slutter Hareide efterfulgt af et grin.

Christian Eriksen blev noteret for en enkelt assist, da Tottenham besejrede Fulham 2-1 søndag aften. Tottenham er på tredjepladsen i Premier League, ni point efter førerholdet Liverpool.