Cardiffs rekordindkøb ombord på forsvundet fly - forventer ingen overlevende

Fodboldspilleren Emiliano Salas skæbne er ukendt, efter han var ombord på et fly, der forsvandt mandag aften.

Premier League-klubben Cardiffs rekordindkøb, argentineren Emiliano Sala, var ombord på det mindre fly, der mandag forsvandt på vej over Den Engelske Kanal.

Det bekræfter de franske lufthavnsmyndigheder over for CNN. Her har Frederic Solano, der har ansvaret for Frankrigs civile luftfart, fortalt, at Salas navn også stod på listen over passagerer.

Flyet var lettet mandag aften fra franske Nantes og på vej til Cardiff, da det pludselig forsvandt på myndighedernes radar cirka 20 kilometer fra kanaløen Guernsey. Ud over piloten var der kun én passager ombord på flyet.

Forventer ikke at finde nogen i live

Politiet på Guernsey nær Frankrigs kyst sendte helikoptere og redningsbåde ud for at søge efter flyet, men måtte indstille eftersøgningen mandag aften uden succes på grund af dårligt vejr.

Tirsdag morgen blev eftersøgningen så genoptaget, men her fandt hverken de franske eller de britiske maritime myndigheder spor af flyet.

- Vi forventer ikke, at finde nogen i live. Det tror jeg heller ikke, at kystvagten gør. Vi ved simpelthen ikke, hvordan det (flyet, red.) forsvandt, siger John Fitzgerald, der er chef for luftefterforskning for Channel Island til nyhedsbureauet AP.

Desuden siger han, at flyet "fuldstændig forsvandt", og der ikke var nogen radiokommunikation med flyet.

Efter 15 timer med fly og både, der har søgt efter det savnede fly, er eftersøgningen tirsdag eftermiddag indstillet indtil onsdag, fordi solen er gået ned.

- Vi har ikke fundet nogle tegn af dem, der var ombord. Hvis de er landet på havet, er chancerne for overlevelse på det her tidspunkt desværre meget små, oplyser Guernsey Politi, der står for efterforskningen.

Flere flydende objekter er fundet i vandet under eftersøgningen, men Guernsey Politi fortæller, at det indtil videre ikke har været muligt at bekræfte, at nogle af de objekter er fra det savnede fly.  

Cardiff: - Vi fortsætter med at bede for positive nyheder

Tirsdag eftermiddag udsendte Cardiff en officiel udtalelse, hvor klubben skriver:

- Vi var meget chokerede over at høre nyheden om, at flyet er forsvundet. Emiliano skulle være ankommet i går aftes (mandag aften, red.) og i dag skulle have været hans første dag med holdet, lyder det fra klubben. 

Derfor fortæller klubben, at den som det første tirsdag morgen aflyste dagens træning med tanke på truppen, medarbejderne i klubben og med tanke på Emiliano Sala og piloten. 

- Vi fortsætter med at bede for positive nyheder, skriver klubben. 

28-årige Sala blev i lørdags købt fri af Nantes for et beløb svarende til cirka 127 millioner kroner. Han underskrev en tre og et halvt år lang kontrakt med Cardiff. 

Efter at have skrevet under med Cardiff tog han tilbage til Nantes for at tage afsked med sine holdkammerater.

Herfra lavede han en opdatering på Twitter og Instagram med ordene 'et sidste farvel'.

- Jeg tror, at han kom tilbage, fordi han ville sige farvel til sine venner. Han var en høflig, flink og elskværdig dreng, som var elsket af alle. Han var meget respektfuld og meget modig. Jeg tænker på hans familie og hans venner, selvom vi stadig ikke ved noget, siger præsident for Nantes, Waldemar Kita, til den franske tv-station CNEWS. Han håber dog stadig på, at han bliver fundet i god behold. 

Inden skiftet til Cardiff scorede Sala 12 mål i denne sæson i Ligue 1. Det rækker aktuelt til en delt femteplads på ligaens topscorerliste.