Den tidligere topdommer Peter Mikkelsen er død

16x9
Peter Mikkelsen er død. Foto: Palle Hedemann / Scanpix Danmark

Peter Mikkelsen er død, oplyser en anden tidligere topdommer på vegne af familien.

Den tidligere fodbolddommer Peter Mikkelsen er død efter længere tids kræftsygdom. Han blev 58 år gammel.

Det er en anden tidligere dommer, Kenn Hansen, der fortæller om dødsfaldet på vegne af Peter Mikkelsens familie.

På Twitter skriver Kenn Hansen:

- Peter Mikkelsen er til aften sovet stillet ind efter lang tids sygdom omgivet af familien. Familien ønsker ikke spørgsmål, så det beder jeg alle respektere. Peter var, ud over Danmarks bedste dommer nogensinde, et unikt væsen og en af mine bedste venner. Han vil savnes verden over, lyder beskeden.

Peter Mikkelsen tabte kampen til kræft onsdag aften. Sygdomsforløbet begyndte allerede i 2009, hvor han fik modermærkekræft. Det spredte sig til hjernen, fik han at vide i 2014, hvor han blev scannet.

Siden blev han også ramt i rygsøjlen, leveren og den højre lunge, har Ekstra Bladet og BT skrevet. Som følge af sygdommen måtte Peter Mikkelsen tilbringe sin sidste tid i kørestol.

Her ses Peter Mikkelsen sammen med Morten Wieghorst og Ebbe Sand i forbindelse med en showkamp i 2012.
Her ses Peter Mikkelsen sammen med Morten Wieghorst og Ebbe Sand i forbindelse med en showkamp i 2012. Foto: Torkil Adsersen / ScanpixDenmark

En mentor for mange

Peter Mikkelsen var i sin tid som fodbolddommer blandt verdens bedste. Han dømte ved hele fire slutrunder: VM i 1990 og 1994 samt EM i 1992 og 1996.

Derudover var han også læremester for mange andre danske dommere.

- Da jeg var ung, lærte Peter mig, hvordan man skulle begå sig på scenerne uden for Danmark. Han har været mentor for en masse dommere og gjort et fantastisk stykke arbejde. Som jeg ser det, var han en af grundene til, at danske dommere blev vurderet så højt ude i verden, siger den tidligere fodbolddommer Claus Bo Larsen til Ekstra Bladet.

Mikkelsen indstillede sin dommerkarriere i 1998, hvorefter han fortsatte sit arbejde omkring dommerfaget både i international sammenhæng og som medlem af elitedommergruppen i Dansk Boldspil Union (DBU).

Han er på flere fodboldsider på nettet med på listen over alletiders ti bedste fodbolddommere, og organisationen IFFHS, der laver statistik over fodboldhistorie og -statistik, kårede ham til verdens bedste i 1991 og 1993.

I 2014 blev han af det internationale fodboldforbund (FIFA) hædret med en særlig dommerpris. FIFA's Special Referee Award gives til dommere, der har dømt på topniveau i deres hjemland i mindst ti år og har dømt mindst 20 internationale topkampe. 

Blandt andre DBU har allerede mindet Peter Mikkelsen på de sociale medier: