Trænere i ordkrig efter nulløsning mellem Hobro og Horsens

16x9
AC Horsens cheftræner Bo Henriksen under superligakampen mellem Hobro IK og AC Horsens. Foto: Bo Amstrup / Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Horsens-træner Bo Henriksens mange udråb fra sidelinjen blev for meget for Hobro-assistent Michael Kryger.

Det blev en kedelig kamp søndag middag, da Hobro og Horsens i deres forårspremiere delte i en tam affære uden scoringer i Hobro.

Mere dramatik var der uden for banen, hvor Hobros assistenttræner Michael Kryger og Horsens-cheftræner Bo Henriksen undervejs havde flere konfrontationer.

Her var Kryger især utilfreds med cheftrænerens opførsel, hvor han blandt andet klandrede Bo Henriksen for at påvirke dommerne med de mange udråb fra sidelinjen.

Kryger var efter kampen klar til at sætte ord på sine frustrationer.

- Vi var på hjemmebane her, så Bo skal ikke tro, at han kan komme her og sætte dagsordenen. Hvis vi bare satte os ned på røven og lod Bo råbe, så ville han vinde en smule, så jeg var nødt til at reagere.

- Jeg er sikker på at nogle dommere bliver påvirket af ham. Det er godt lavet af Bo, for det skaber et pres, siger Hobro-assistenten Michael Kryger.

Utilfredsheden gjaldt også den modsatte vej, hvor Bo Henriksen heller ikke var tilfreds med sin trænerkollega.

Her påpegede Bo Henriksen, hvordan Kryger ifølge ham havde ageret hånligt i forbindelse med en Horsens-skade.

- Der er nogle grænser, så da nogle hoverede over mine spilleres sikkerhed og hoverede over, at en af dem havde slået hovedet, så gik grænsen.

- Det er følelser, men vi skal opføre os ordentligt, og der er forhåbentlig nogle, der kan lærer noget af det, siger Horsens-træneren med hentydning til Hobro-assistenten.

Selv om Horsens kæmpede for point til nå top seks inde på banen, så forsvarer Bo Henriksen, at han tog kampen op mod assistenttræneren omgående.

- Jeg beskytter selvfølgelig mine spillere, så derfor kan jeg godt fortælle andre mennesker, hvordan man bør opføre sig. Det er sund fornuft, siger Henriksen.