Nicki Bille nægter sig skyldig i anklager - risikerer fængsel

16x9
Nicki Bille blev fyret i Lyngby efter en anholdelse i oktober 2018. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Fodboldspilleren nægter sig skyldig i anklager om overtrædelse af straffeloven og for at være i besiddelse af kokain ved anholdelsen.

Mandag 22. oktober sidste år blev Nicki Bille anholdt.

Københavns Politi ville på dette tidspunkt ikke bekræfte, hvorvidt der var tale om fodboldspilleren, men blot, at der "havde været en hændelse med noget uorden inde i byen", hvilket havde ført til anholdelse af en person.

Nicki Billes daværende træner i Lyngby, Mark Strudal, fortalte dog til TV 2 SPORT, at der var tale om Bille, og at den skandaleombruste angriber ifølge hans oplysninger skulle fremstilles i et grundlovsforhør den efterfølgende dag.

Nu er der rejst tiltale mod Nicki Bille med påstand om fængsels- og bødestraf for fire forhold. Det fremgår af et anklageskrift fra Københavns Byret, som TV 2 SPORT har fået aktindsigt i. Sagen har ikke tilknytning til episoden anden juledag sidste år, hvor Nicki Bille blev udsat for mordforsøg.

Ifølge Københavns Politi er sagen berammet til 4. marts. Nicki Billes forsvarsadvokat, Asser Gregersen, fortæller til TV 2 SPORT, at Bille nægter sig skyldig i alle fire forhold.

- Nu hvor retsdatoen begynder at nærme sig, så skal vi i gang med at kigge på sagen, siger Asser Gregersen.

Nicki Bille er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 266 ved at have truet med og sigtet et luft- og fjedervåben mod en anden person. Ifølge anklageskriftet var våbnet egnet til at fremkalde alvorlig frygt for den anden persons liv, helbred og velfærd.

Derudover er Bille tiltalt for at være i besiddelse af 0,26 gram kokain til eget forbrug ved anholdelsen samt for ikke at have transporteret luft- og fjedervåbnet på en forsvarlig eller betryggende måde, idet han havde det siddende i bukselinningen.

Tiltalt i to sager

I det fjerde forhold, som drejer sig om en anden episode to måneder senere, er Bille, som tidligere er straffet for vold, tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 244 ved at have tildelt en dørmand på en natklub et til to knytnæveslag i ansigtet. Det medførte, at dørmanden pådrog sig et hævet venstre øje og blodsprængninger omkring øjet.

I anklageskriftet fremgår det også, at der er nedlagt påstand om konfiskation af luft- og fjedervåbnet med tilhørende ammunition og CO2-drivmiddelpatron samt kokainen.

Bille udsat for drabsforsøg

Den tidligere straf for vold, som bliver nævnt i anklageskriftet, fik Nicki Bille i sommer, hvor han blev idømt en måneds ubetinget fængsel for vold mod en kvinde i Monaco. Derudover skulle han betale en bøde på 5500 kroner samt godt 22.000 kroner til offeret.

Anden juledag sidste år blev en 23-årig kvinde og en 30-årig mand anholdt og sigtet for drabsforsøg mod Nicki Bille. Bille blev ifølge sigtelsen ramt af et enkelt skud i højre underarm og fik "en alvorlig skade".

Ekstra Bladet har tidligere skrevet, at Bille blev ramt af cirka 40 hagl, mens han ifølge B.T. risikerede at miste førligheden i armen.

29. december blev de to personer løsladt, men 5. januar i år blev en 30-årig mand, der havde været eftersøgt for at skyde mod Bille, anholdt og varetægtsfængslet frem til 31. januar.

Nicki Bille er i øjeblikket uden kontrakt efter sin fyring i 1. divisionsklubben Lyngby Boldklub sidste år som følge af hans anholdelse og dermed misligholdelse af sin kontrakt med klubben.

Bille har spillet tre A-landskampe, alle i 2013, og scoret et enkelt mål.