Line Røddik får comeback på landsholdet

16x9
Line Røddik har været med til at vinde både EM-bronze og EM-sølv i henholdsvis 2013 og 2017. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Kvindelandsholdets træner, Lars Søndergaard, har udtaget truppen til Algarve Cup. Line Røddik tilbage efter halvandet års landsholdspause.

En af Danmarks mest rutinerede landsholdsspillere er tilbage blandt nationens udvalgte.

For første gang har Lars Søndergaard udtaget Line Røddik til landsholdet. Halvandet år efter sin seneste landskamp er Ajax-spilleren en del af truppen til Algarve Cup 2019.

Ud over Line Røddik og de andre velkendte, etablerede navne tæller truppen de mulige debutanter Sarah Jankovska, Amalie Thestrup og Sara Holmgaard.

Hele truppen kan ses nederst i artiklen.

Møder VM-nationer

Med 132 kampe ligger Line Røddik nummer fire på listen over de kvindespillere, der har spillet flest landskampe. Hun har i mange år været en fast del af holdet, hvor hun bar anførerbindet inden den nuværende kaptajn Pernille Harder.

Røddik spillede sin seneste landskamp i september 2017, da Danmark slog Ungarn med 6-1 i VM-kvalifikationen. Efter en skadesperiode i FC Barcelona skiftede Røddik til Ajax Amsterdam i juni 2018. Siden har hun kæmpet sig tilbage i form, blandt andet med deltagelse i Champions League.

Herunder er Line Røddik i nærkamp med Ballon d'Or-vinderen Ada Hegerberg. 

Ved Algarve Cup kan Røddik og de øvrige landsholdsspillere se frem til at møde VM-nationerne Kina og Norge i gruppespillet. Derefter venter en placeringskamp mod en endnu ukendt modstander.

- Først og fremmest skal vi gå i detaljerne med spillestilen. Samtidig skal vi bruge turen på at prøve forskellige spillere af. Det kan vi gøre, fordi vi allerede har en god stamme på holdet, siger Lars Søndergaard i en pressemeddelelse.

Danmark spiller den første kamp ved Algarve Cup den 27. februar mod Norge. Kampen mod Kina spilles den 4. marts.

Truppen til Algarve Cup 2019

  • Katrine Abel
  • Line Johansen
  • Theresa Nielsen
  • Frederikke Thøgersen
  • Sara Holmgaard
  • Line Røddik
  • Stine Ballisager
  • Rikke Sevecke
  • Janni Arnth
  • Katrine Veje
  • Nadia Nadim
  • Sofie Junge
  • Sanne Troelsgaard
  • Karen Holmgaard
  • Nanna Christensen
  • Nicoline Sørensen
  • Mille Gejl
  • Emma Snerle
  • Pernille Harder
  • Signe Bruun
  • Sarah Jankovska
  • Amalie Thestrup