Pelé og nogle af verdens bedste målmænd hylder afdød Gordon Banks

16x9
Gordon Banks før Stoke Citys Capital One Cup-kamp mod Chelsea 27. oktober 2015. Foto: Alex Morton / Scanpix Denmark

Brasilianeren er glad for, at Banks reddede hans hovedstød i 1970. To år senere blev den engelske legende kåret som årets fodboldspiller i England.

Manden bag en af de mest spektakulære redninger i fodboldhistorien er gået bort. Natten til denne tirsdag sov Gordon Banks ind. Han blev 81 år gammel.

Den engelske fodboldlegende rangerer som én af de absolut bedste målmænd, verdens fodboldfans nogensinde har oplevet.

Især redningen omtalt indledningsvis, der fandt sted under VM-gruppekampen mod Brasilien i 1970, vil Banks altid blive husket for.

Gordon Banks redder et hovedstød fra Pelé under VM i 1970.
Gordon Banks redder et hovedstød fra Pelé under VM i 1970. Foto: Action Images / Ritzau Scanpix

Englænderen reddede på mirakuløs vis et kraftfuldt hovedstød fra Pelé.

Pelé glad for Banks redning

I sin hyldest til Gordon Banks har den brasilianske stjerne da også svært ved at komme uden om redningen.

- For mange mennesker er deres minde om Gordon Banks defineret af redningen mod mig i 1970. Jeg forstår hvorfor, indleder Pelé sit opslag på Facebook og fortsætter:

- Redningen var en af de bedste, jeg nogensinde har set - i virkeligheden og i de tusindvis af kampe jeg har set siden.

Gordon Banks og Pelé omfavner hinanden i London 4. marts 2004. De to legender blev gode venner uden for fodboldbanen.
Gordon Banks og Pelé omfavner hinanden i London 4. marts 2004. De to legender blev gode venner uden for fodboldbanen. Foto: David Bebber / Ritzau Scanpix

Pelé skriver videre, at han er glad for, at Banks reddede hans hovedstød, fordi det var begyndelsen på et venskab mellem dem, som brasilianeren altid vil værdsætte.

Alle så op til Banks

Også den nordirske målmandslegende Pat Jennings hylder Banks, der seks gange blev kåret som årets målmand af det internationale fodboldforbund, FIFA.

- Alle målmændene, som spillede i hans æra, forsøgte at efterligne ham. Han satte standarden. Han var bare så stabil hver weekend. Han var den bedste, siger Pat Jennings til det irske fodboldforbunds hjemmeside.

To andre målmandslegender melder sig i samme kor:

- Jeg er knust. I dag har jeg mistet min helt. Vores kondolencer til hans familie. Hvil i fred, Gordon, skriver Peter Shilton på Twitter.

Banks var en del af Shiltons første år på det engelske landshold.

- Jeg er rigtig ked af at høre, at Gordon Banks - en af mine helte og en sand legende som person og i fodbold - er gået bort. En inspiration, en vinder og en sand gentleman. Mine tanker er hos hans familie og venner, skriver Peter Schmeichel på Twitter.

Klubpræsident i Stoke

Gordon Banks nåede næsten 200 kampe for Stoke City mellem 1967 og 1973, og i 2000 blev han udnævnt til klubpræsident.

En rolle han forblev i indtil sin død.

Gordon Banks før Stoke Citys Premier League-kamp mod Middlesbrough 4. marts 2017.
Gordon Banks før Stoke Citys Premier League-kamp mod Middlesbrough 4. marts 2017. Foto: Reuters Staff / Ritzau Scanpix

Derfor var han også regelmæssigt tilskuer til klubbens kampe i dette årtusinde, deriblandt kampe med dansk deltagelse i form af Thomas Sørensen.

Den tidligere landsholdsmålmand, der var i klubben fra 2008 til 2015, hylder ligeledes Banks på dagen, hvor nyheden om hans død er kommet frem.

- Hvil i fred, Gordon Banks. Stoke- og England-legende. Stolt over at have mødt dig, skriver Thomas Sørensen på Twitter.

Arsenal-legenden og den tidligere engelske landsholdsmålmand David Seaman skriver på Twitter:

- Jeg er rigtig ked af at høre om en sand legendes død.

Én af Englands verdensmestre

I 1966 var Gordon Banks med til at vinde Englands første og hidtil eneste VM-guld. Han spillede samtlige kampe ved mesterskabet og blev desuden udtaget til All Star-holdet.

Banks nåede at optræde 73 gange for England. Hans landsholdskarriere fik en brat afslutning, da han i en bilulykke i 1972 mistede synet på sit ene øje.

Samme år blev han kåret som årets fodboldspiller i England.