Had til stjernepar kulminerede, fem år efter usædvanlig fejde brød ud

16x9
Wanda Nara ser alle Inters hjemmekampe fra tribunen. Nu har hun fået selskab af sin mand, stjerneangriberen Mauro Icardi. Foto: Miguel Medina / Ritzau Scanpix

En af verdens bedste angribere spiller ikke for tiden. Årsagen er usædvanlig, og den stikker dybere end som så.

Wanda Nara kører bil. Denne lørdag har hun sine børn med, men deres far er ikke i bilen.

Gennem vinduerne kan børnene se, hvordan de milanesiske bygninger passeres en efter en. Lige i nærheden er fars arbejdsplads, det ikoniske stadion San Siro, hvor de har klappet og smilet så ofte, når far har scoret.

Det gjorde han mange gange i sidste sæson. 29 faktisk, og det var nok til, at han blev delt topscorer i den bedste italienske fodboldrække Serie A.

Pludselig rammer noget. Lyden af knust glas fylder kabinen, og mor må stoppe bilen.

For ganske nylig blev Inter-stjernen Mauro Icardis kone og børn angrebet med sten. Ingen kom til skade, men hændelsen er et vidnesbyrd om, at grøften mellem parret og de italienske fodboldfans er gravet dybere end nogensinde før.

For at forstå, hvordan Mauro Icardi og Wanda Nara blev Milanos mest forhadte par, må vi spole tiden tilbage.

Gennembruddet

Historien begynder i sommeren 2011. 18-årige Mauro Icardi bytter FC Barcelonas U19-hold ud med italienske Sampdoria, hvor den unge argentiner er med til at sikre oprykning til Serie A i sin første sæson.

Klubben skal nu præstere i Italiens bedste fodboldrække, og derfor henter Sampdoria argentinske Maxi Lopez på en lejeaftale. Han skal danne frontduo med den otte år yngre landsmand Icardi, og de to lever op til forventningerne.

Mauro Icardi får sin debut i Serie A den 26. september 2012 mod AS Roma. Få minutter efter argentineren bliver skiftet ind, scorer Sampdoria, og klubben tager dermed et point med hjem fra den italienske hovedstad.
Mauro Icardi får sin debut i Serie A den 26. september 2012 mod AS Roma. Få minutter efter argentineren bliver skiftet ind, scorer Sampdoria, og klubben tager dermed et point med hjem fra den italienske hovedstad. Foto: Gabriel Bouys / Scanpix Denmark

Lopez er gift med den argentinske model og tv-personlighed Wanda Nara og har været det siden 2008. Sammen har de børnene Valentino, Constantino og Benedicto. Den erfarne angriber begynder at se sin protegé privat, og han introducerer Icardi til familien.

På banen ses resultaterne af det spirende venskab. Sampdorias argentinske angrebsduo scorer 14 mål i sæsonen 2012-2013, hvoraf Mauro Icardi står for 10. Den nu 20-årige skarpretters præstationer vækker opsigt, og særligt den traditionsrige storklub Inter byder sig til.

Det milanesiske hold har sit at kæmpe med.

Siden Champions League-triumfen og det italienske mesterskab i 2010 har Inters scoringskrise vokset sig større og større. Væk er stjerneangriberen Samuel Eto’o, og den argentinske landsholdsspiller Diego Milito er langt fra fordums styrke. Der er brug for nye kræfter i angrebet, hvor legender som Christian Vieri og brasilianske Ronaldo tidligere har huseret.

Icardi får trøje nummer 9 i Inter, der betaler knap 100 millioner kroner for angriberen. Det argentinske talent smiler stort, da han bliver præsenteret i Milano. Han beskriver overgangen som et drømmeskifte, men i kulisserne er helvede på nippet til at bryde løs.

I det moment var hendes ægteskab med Maxi Lopez ved at slutte

Mauro Icardi, fodboldspiller

For rygter siger, at 20-årige Mauro Icardi har indledt en affære med Maxi Lopez’ kone, Wanda Nara.

Affæren

Flirten starter med en underlig forespørgsel kort før en træningslejr. Icardi skal til USA med sine holdkammerater, og dagen før afrejse modtager han en besked fra Nara. Hun vil vide, om han kan købe en iPad på turen, som endnu ikke er tilgængelig i Italien.

- Det overraskede mig, for jeg talte som regel med Maxi og ikke hende. Den episode fik mig til at tænke: Ville Wanda virkelig have den tablet, eller var det bare en undskyldning for at komme i kontakt med mig? skriver Icardi i sin selvbiografi Sempre Avanti ifølge Sportskeeda.

Da træningslejren er ovre, og Mauro Icardi er tilbage i Italien, besøger han Wanda Nara som det første. De to skriver oftere og oftere til hinanden, og tonen mellem dem bliver mere fri. Efter noget tid får Icardi en invitation. Wanda Nara vil have ham med på en bådtur med ægtefællen Maxi Lopez og et andet par.

Jeg sværger på mine børn, at jeg kæmpede til det sidste

Wanda Nara, model og tv-personlighed

Mauro Icardi tøver ikke. Han vil med.

- På et tidspunkt var jeg alene på bådens anden sal. Jeg ligger på en sofa og lytter til reggae. Wanda kommer pludselig og sætter sig ved siden af mig uden at skamme sig. I det moment var hendes ægteskab med Maxi Lopez ved at slutte, lyder det videre i Icardis biografi.

Skilsmissen

Mauro Icardi får en svær start i storklubben Inter. Han misser en række kampe i efteråret 2013 som følge af en skade. Fra hjemmet i Milano kan den 20-årige angriber læse, hvordan rygterne om hans affære med Wanda Nara tager til.

Men det bliver ikke ved skriverierne. Maxi Lopez reagerer. Han anklager Wanda Nara for utroskab, og i november kommer det frem, at de to har i sinde at gå hver til sit.

På sidelinjen kæmper Mauro Icardi sin egen kamp. Stjerneangriberen bedyrer gentagne gange sin kærlighed til Nara på sociale medier. Efter sigende går han så langt, at han får navnet Wanda Nara tatoveret, og i december poster han for første gang et billede med Nara på Instagram.

- Jeg har aldrig bedraget min eksmand Maxi Lopez. Jeg sværger på mine børn, at jeg kæmpede til det sidste for at redde vores ægteskab, men det lykkedes ikke, forklarer Wanda Nara over for Gazzetta dello Sport.

Hun tager skilsmissesagen i retten og beskylder eksmanden Maxi Lopez for at have været utro gentagne gange – blandt andet med familiens husholderske. Samtidig afviser hun, at hendes forhold til Mauro Icardi begyndte før ægteskabets ophør.

Derbyet

Maxi Lopez har indtil nu forholdt sig tavs i sagen, men i starten af april 2014 lufter han for første gang sine frustrationer. Ifølge The Guardian beder han italienske Sky Sports om at undlade at bringe billeder af sine tre sønner i deres historier. Det får Mauro Icardi til at tweete.

- Børnene, som du ikke har set i en uge, eller er det 10 dage? Og som du ikke engang har ringet til, skriver Inter-angriberen, inden han deler et billede, hvorpå han omfavner et af børnene.

Den 13. april står Mauro Icardi og Maxi Lopez ansigt til ansigt, da Sampdoria tager imod Inter i en Serie A-kampe hjemme i Genoa. Stemningen mellem de to forhenværende angrebskolleger er ikke, hvad den har været.

Lopez undviger, da Icardi forsøger at give ham hånden før kampstart.

Opgøret bliver døbt Wanda derby i den italienske presse, og det starter godt for Mauro Icardi. Angriberen er blevet sin skade kvit, og han ser på ingen måde ud til at være tynget af omstændighederne, da han scorer til 1-0 efter 13 minutter.

Mauro Icardi fejrede den tidlige scoring ved at løbe direkte ud til sine gamle fans med hænderne bag ørerne. Den hånlige gestus kostede ham et gult kort.
Mauro Icardi fejrede den tidlige scoring ved at løbe direkte ud til sine gamle fans med hænderne bag ørerne. Den hånlige gestus kostede ham et gult kort. Foto: Olivier Morin / Scanpix Denmark

Panderynkerne er straks mere markante i Maxi Lopez' ansigt fem minutter senere. Her tilkendes Sampdoria straffespark, og argentineren får til opgave at skyde. Lopez tager sigte efter højre stolpe, skyder inden for rammen, men må se sit forsøg blokeret af Inters målvogter.

I stedet cementerer Mauro Icardi sejren med endnu en scoring. 63 minutter er spillet, da han prikker bolden ind tæt under mål.

Måltavlen viser 0-4, da kampen fløjtes af. Mauro Icardi vinder opgøret om Wanda Nara.

En kærlighedshistorie

- Det er ren magi. Mauro er en 40-årig mand i en 20-årigs krop. Han sagde til mig: Elskede, vi skal have en søn sammen, men først skal vi giftes, fortæller Wanda Nara til Gazzetta dello Sport.

I slutningen af maj 2014 bliver Icardi og Nara viet ved en lille ceremoni i Buenos Aires. De fejrer ægteskabet med en stor bryllupsfest i starten af juni. Det sker alt sammen få dage efter, Wanda Naras skilsmissesag er afsluttet.

Ifølge Goal turnerer Mauro Icardi med samme historie som sin hustru. Deres forhold er et episk kærlighedsdrama og ikke en fortælling om svigt og jalousi, forklarer Inter-angriberen:

- Jeg blev forelsket. Det er en sag, der skal dømmes alene på sine egne betingelser. Lopez var ikke min bedste ven, overhovedet ikke. Vi var bare kolleger i Sampdoria.

Mauro Icardi får sammen med Wanda Nara døtrene Francesca og Isabella i årene efter skilsmissen. I samme periode møder han jævnligt Maxi Lopez i den bedste italienske fodboldrække, og Lopez ignorerer gang på gang sin tidligere holdkammerat.

Følelserne mellem Mauro Icardi og Wanda Nara kølnes ikke. I stedet bliver de to så glade for hinandens selskab, at Icardi ansætter Nara som sin agent. En rolle, den argentinske model angriber på sin egen åbenmundede facon.

I sæsonen 2017-2018 scorer Icardi mål på samlebånd, og Nara kan ikke dy sig. Serie A-topscoreren er på blokken i Napoli, Juventus og Real Madrid, og særligt hos den spanske hovedstadsklub er man varme på Icardi.

Men ifølge Marca er Real Madrid så bekymrede over Wanda Nara opførsel under kontraktforhandlingerne, at de trækker sig fra handlen.

Wanda Nara fortæller adskillige medier om interessen fra storklubberne. Den ene dag erklærer hun, at et skifte til den madrilenske klub er en drøm for Mauro Icardi. Den næste bedyrer hun, at hendes mand vil spille for Inter resten af livet.

Hårdknude

Hos fansene af den italienske klub tager fortvivlelsen til. De vil ikke miste deres topscorer. Fangrupperingen Nerazzuri Ultras sender trusler til angriberen, de tidligere værdsatte så højt.

Frustrationerne forplanter sig til Inters direktionsgang. Klubben er træt af de skiftende meldinger fra Icardi-lejren og vil have en afklaring, så de forsøger at forlænge Mauro Icardis kontrakt, der ellers løber helt til 2021. Samtidig beder de Icardi finde en anden agent, men argentineren står fast.

- Det vil være Wanda, der varetager mine interesser, indtil min karriere slutter, fastslår han.

Wanda ønskede også at blive min agent, men nej. Jeg ville bevare min familie

Maxi Lopez, fodboldspiller

Forhandlingerne kører af sporet.

Wanda Nara fortsætter med at spille højt spil og forhandle gennem medierne. Den ene dag er hun hyperoptimist – den næste påstår hun, at Inter er gået bagom ryggen på hende og har forsøgt at sælge klubbens stjerneangriber.

- Gode agenter gør forskellen, fordi de ved, hvordan man læser øjeblikkene. De ved, hvornår man skal presse, hvornår man skal snakke, og hvornår man skal tie stille. En spiller med Icardis kvaliteter skal være repræsenteret af en person med kompetencer på samme niveau, siger Maxi Lopez ifølge Football Italia, inden han afslører:

- Wanda ønskede også at blive min agent, men nej. Jeg ville bevare min familie, jeg ønskede harmoni, og derfor adskilte jeg de to ting.  

Ultimatum

Wanda Nara sidder i VIP-båsen på San Siro. Hun ser ned på en flok spillere, der er klædt i blå og sorte striber. De ser små ud herfra.

Hendes mand plejer at lede flokken. Normalt er han gruppens alfahan, der løber forrest med anførerbindet om højre arm, men nu er bindet væk, og den stribede t-shirt er afløst af en ensfarvet hættetrøje.

17. februar 2019 vandt Inter 2-1 hjemme over Sampdoria. Mauro Icardi så kampen fra lægterne med Wanda Nara og børnene.
17. februar 2019 vandt Inter 2-1 hjemme over Sampdoria. Mauro Icardi så kampen fra lægterne med Wanda Nara og børnene. Foto: Daniele Mascolo / Ritzau Scanpix

Mauro Icardi sidder imellem børnene og Wanda Nara i båsen. Han har siddet der, siden Inter besluttede, at han ikke længere er klubbens kaptajn.

Beslutningen er på ingen måde faldet i god jord hos Milanos mest omdiskuterede fodboldpar, så nu spiller Icardi ikke for klubben, han har repræsenteret siden 2013. 

- Han er skuffet, og det er svært for os at kommunikere med ham efter den svære beslutning, siger Inter-træner Luciano Spalletti til Sky Sport Italia.

- Jeg er ikke overrasket over, hvordan tingene har udviklet sig. I den korte periode, hvor jeg skulle samarbejde med hans kone, opdagede jeg, at Icardis attitude ændrede sig. Før var han ydmyg, koncentreret og ivrig efter at forbedre sig, siger angriberens tidligere agent Abian Morano.

Nu har Wanda Nara angiveligt stillet klubledelsen et ultimatum. Enten får Mauro Icardi en uforbeholden undskyldning og anførerbindet tilbage.

Ellers har han spillet sin sidste kamp for Inter.