Lars Seier vil gøre FCK til europæisk topklub

Lars Seier Christensen har købt 22,55 procent af aktierne i selskabet bag FC København. Han har store ambitioner for fodboldholdet.

FC København skal i fremtiden være en fast del af Champions League, og holdet skal meget gerne videre fra gruppespillet.

Det er den sportsligt mest interessante udmelding fra den nye storinvestor Lars Seier Christensen, da han torsdag holdt pressemøde i Parken. Rigmanden købte mandag 22,55 procent af aktierne i Parken Sport & Entertainment. Det er en investering på 222.693.600 kroner.

Hvorfor skulle Porto kunne gøre noget, København ikke kan?

Lars Seier

- Jeg er her af flere grunde, men i høj grad for fodboldens skyld. FCK er Skandinaviens bedste hold, og det skal vi blive ved med at være. Jeg tror, vi på sigt kan komme op på et endnu højere niveau. Jeg regner med, at vi løbende højner vores sportslige ambitioner på en økonomisk forsvarlig og langtidsholdbar måde. En dag ude i fremtiden skal Champions League være reglen og ikke undtagelsen, og jeg ser ingen grund til, at man ikke kan komme videre fra gruppespillet, lød det i Seiers indledningstale på torsdagens pressemøde i Parken.

Det var første gang, Lars Seier talte om investeringen. Ved den lejlighed gjorde han det også klart, at han er inspireret af klubber i Portugal, hvor Porto eksempelvis har præsteret at vinde Champions League i 2004. Onsdag spillede Porto sig i årets kvartfinale ved at slå AS Roma.

- Jeg kender folk, der har været centrale i udviklingen af den portugisiske model, og det har jeg tænkt mig at kigge nærmere på. Samarbejder med udenlandske topklubber er også interessante at kigge nærmere på i de kommende år. Og ærligt talt: Hvorfor skulle Porto kunne gøre noget, København ikke kan? Selvfølgelig kan vi gøre det samme, lød det fra Lars Seier, der sluttede sin tale med en ofte hørt sætning i Parken:

- Forza FCK!

Den illustrerer, som Seier flere gange også nævnte, at han holder med FC København. Det har han gjort siden 1995. 

Klar med flere penge

Efter den indledende tale gjorde Lars Seier det også klart, at han er parat til at investere yderligere. Det skal dog ikke blive 'et fjollet kapløb', hvor det kun går ud på at købe et dyrt hold. 

- Det må ikke blive noget fjoget, hvor man bruger penge for enhver pris, sagde han blandt andet. 

Gentagne gange udtrykte Lars Seier også fuld opbakning til den nuværende ledelse. Derudover fortalte han, at han ikke kommer til at indgå i bestyrelsesarbejde i klubben.

Flere gange blev rivaliseringen med Brøndby og Seiers forretningspartner Jan Bech Andersen, der er hovedaktionær i selskabet bag Brøndby, også berørt. Her udtrykte FCK-investoren, at han håber på at få håneretten, men at ambitiøse projekter i andre klubber er positivt for dansk fodbold. 

- Jeg tror, vi alle sammen har en interesse i, der er flere stærke klubber i Danmark. Der er forhåbentlig også flere af dem, der kommer til udlandet og kan hjælpe med at kradse nogle point sammen. Jeg ønsker Brøndby og Midtjylland og alle andre, der prøver at bygge noget stort i dansk fodbold, alt det bedste.

Efter 24 ud af 26 grundspilskampe ligger FC København nummer et i Superligaen. Klubben har tre point ned til FC Midtjylland på andenpladsen.