’Vanvittigt billig’ brasilianer havnede i Danmark: - Skal vi tro på den her?

16x9
FC Midtjyllands Evander Ferreira (10) jubler efter han har scoret til 1-0 under Superligakampen mellem Hobro IK og FC Midtjylland på DS Arena i Hobro, fredag den 8. marts 2019. Foto: Bo Amstrup / Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Den brasilianske 10’er Evander er flere gange blevet fremhævet som et af verdens største fodboldtalenter. Nu skal det store potentiale forløses i FCM.

EVANDER.

Allerede som 17-årig stod det brasilianske navn på ryggen af den legendariske trøje nummer 10 i den traditionsfulde Rio de Janeiro-klub Vasco da Gama. Nu er navnet klistret på en grå postkasse uden for hjemmet i Gjellerup i udkanten af Herning, hvor han har boet indtil for nylig.

- Det er anderledes her. I Brasilien er der altid fester og begivenheder. Her er der mere stille og roligt, siger Evander til TV 2 SPORT.

Evander er også rolig. Men der er et lys i hans øjne, når han fortæller. Og hans tænder kommer tit til syne, fordi brasilianeren smiler meget. Evander er blevet glad igen, efter at han i sommer forlod hjemlandet Brasilien og Vasco da Gama for at rejse til den jyske hede for at spille fodbold for FC Midtjylland.

- Livet er sjovt til tider, ikke? Jeg havde heller ikke forestillet mig, at jeg skulle komme hertil. Men det var en chance, jeg fik. Og jeg tror, at jeg traf det rigtige valg, siger han.

Et af verdens største talenter

Der var flere end Evander, der undrede sig over, at brasilianerens næste destination blev Midtjylland.  

Kan du forstå, at han er havnet her?

- Nej, det kan jeg egentlig ikke, siger FC Midtjylland-spilleren Erik Sviatchenko.

Var du overrasket over, at I kunne få ham?

- Ja, meget. Det må jeg sige, siger Svend Graversen, der er sportschef i FC Midtjylland.

Forbløffelsen hænger sammen med, at Evander allerede tidligt blev bemærket for at have et fodboldmæssigt potentiale, der var noget særligt.

Jeg vil skabe historie hos FC Midtjylland

Evander, fodboldspiller hos FC Midtjylland

Den nu 20-årige brasilianer blev for mere end tre år siden vurderet til at være et af verdens 50 største talenter af avisen The Guardian, og Evander var også så sent som sidste år en del af de fodboldtalenter, der var nomineret til Golden Boy-prisen, der uddeles til den bedste fodboldspiller under 21 år.

Da Svend Graversen første gang begyndte at kigge efter mulighederne for at skrive kontrakt med Evander, var han nødt til at kontakte FC Midtjyllands bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen, da han havde svært ved at fatte, at midtjyderne rent faktisk havde råd til at forfølge muligheden for at hente ham til Danmark.

- Der skriver jeg til Rasmus: 'Er det her rigtigt? Skal vi tro på den her?' Når vi ser på casen, så er det vanvittigt billigt. Det er billigt på grund af det potentiale, som han har, og fordi spillere fra Brasilien normalt bliver handlet for helt andre beløb, husker Svend Graversen tilbage.

FC Midtjylland og Evander så først hinanden an på en lejeaftale frem til vinter, hvor det danske mesterhold sikrede sig brasilianeren på en permanent femårig aftale, der ifølge Herning Folkeblad blev en realitet for et beløb i omegnen af 15 millioner kroner.

Morten Ankerdal møder det 17-årige stortalent Evander i Brasilien

Drømmen om Europa

Håret er kortere. Smilet er stadig lige så fremtrædende, da TV 2 møder stortalentet for første gang.

Evander sidder som 17-årig på Vasco da Gamas fodboldstadion, hvor TV 2 SPORTs Morten Ankerdal møder brasilianeren for at lære ham bedre at kende og høre om hans fremtidsdrømme og forbilleder.

- Drømmer du om Europa? Ja, det drømmer jeg om, men jeg bliver nok i Vasco i mange år endnu.

- En del af drømmen er gået i opfyldelse. Uden for Brasilien er det folk som Neymar, Messi og andre spillere. De er i dag blandt verdens bedste spillere. Jeg vil gerne være som dem, sagde han dengang.

Allerede dengang var presset på Vasco da Gamas unge 10’er enormt. For med det forpligtende rygnummer fulgte også de store forventninger om, at Evander skulle følge i fodsporene på klubikonerne Bebeto, Romario, Juninho og senest Phillipe Coutinho, der alle blev udklækket i klubben fra Rio de Janeiro.

- De forventninger, der var til ham i Vasco da Gama, var simpelthen skruet op, hvor folk sagde; ’Nu er det altså nu. Vi har brug for dig. Du er vores næste 10’er. Det er dig’. Det tror jeg ramte ham lidt hårdere, end han måske selv havde mulighed for at bearbejde, siger Svend Graversen.

I stedet for at opleve succes kunne Evander se karrieren stagnere.

- Min situation i Vasco da Gama var ved at køre fast. Jeg mener ikke, at jeg fik de chancer, jeg fortjente. Det endte med at være lidt anstrengt, siger Evander fra bopælen i Midtjylland.

Her har han nu sin dagligdag. Det har hans forældre også, for de er rejst med til Danmark. Faren, den tidligere fodboldspiller Evandro, er hans agent, mens søsteren Emanuelly er hans PR-manager.

- Det betyder utroligt meget for mig at have familien i nærheden. Det er dem, der støtter mig på og uden for banen, så det er en fantastisk fornemmelse at have dem tæt på, siger Evander.

Henrique (tv.) fra Cruzeiro kæmper om bolden med Evander (th.) fra Vasco da Gama i Copa Libertadores-kampen på Mineirao-stadionet i Belo Horizonte den 4. april 2018.
Henrique (tv.) fra Cruzeiro kæmper om bolden med Evander (th.) fra Vasco da Gama i Copa Libertadores-kampen på Mineirao-stadionet i Belo Horizonte den 4. april 2018. Foto: Douglas Magno / Scanpix Denmark

Målet er det brasilianske landshold

Evander går rundt i sit boligkvarter omkranset af typehuse. Det er vinter, og han har trukket sin grå hættetrøje op over hovedet, så den skjuler ørene, og hænderne er placeret i lommen. Der er meget, der er anderledes i Danmark med en ny kultur og et anderledes klima.

-  Det er koldt. Meget koldt. Jeg synes, at jeg vænnede mig hurtigt til det, men det er selvfølgelig noget helt andet i forhold til Brasilien, siger Evander.

Brasilianeren kan til gengæld lune sig på sit navn, der er blevet varmt i Superligaen. I de seneste to ligakampe er det blevet til tre mål og et oplæg, mens Evander i denne sæson i alt står noteret for syv mål i 17 førsteholdskampe.

Evander har stadig store ambitioner. Brasilianeren har repræsenteret ungdomslandsholdet, og han tror stadigvæk på, at han med sit midtjyske afsæt kan nå helt til tops.

- Jeg vil skabe historie hos FC Midtjylland, og jeg vil skabe historie med min karriere. Målet er det brasilianske landshold. Jeg vil gerne blive husket som en stor spiller, siger Evander.

Holdkammeraterne i FC Midtjylland er enige. Både Erik Sviatchenko og Jakob Poulsen, der begge har spillet i udenlandske klubber og på det danske landshold, er imponerede over Evanders evner.

- Han har et teknisk niveau, både sparke-teknisk og den måde, som han passer på bolden på, som er utroligt internationalt, og som man sjældent ser fra unge spillere i den danske liga. Jeg tænker, at der nok skal komme en større klub på et eller andet tidspunkt. Jeg er faktisk ikke i tvivl om, at det kommer til at ske. Ellers så skal der gå meget galt, siger Jakob Poulsen til TV 2 SPORT.

- Jeg synes virkelig, at der er meget, vi kan forvente af ham. Han har en profil, som passer ind i rigtig mange ligaer, fordi han har teknikken og fysikken. Han har en rigtig god pakke. Lad os sige Spanien, men det kunne også lige så godt være Bundesligaen for den sags skyld, siger Erik Sviatchenko.

Svend Graversen håber på, at det store potentiale nu kan blive forløst i FC Midtjylland, hvor forhåbningen er, at klubben på sigt kan få mangedoblet prisen på ham, når han skal sælges videre.

- Lige nu og her skal han forløse sit talent, så vi får den sportslige succes, som også er afgørende for, at prisen bliver høj. Vi håber, at han kan forløse vores sportslige ambitioner. Det er det, jeg kigger på lige nu sammen med trænerteamet. Det gør han ved at komme ind på holdet og lave de afgørende ting, som han burde være i stand til. Der synes jeg stadigvæk, at han har et stykke vej, men lur mig, om ikke det stille og roligt kommer, siger FC Midtjyllands sportschef.

Et andet pres

FC Midtjyllands brasilianer har i klubben selskab af landsmændene Patrick da Silva Ferreira og Brumado, og de ses også privat. I køkkenet i sit hjem kalder Evander på Brumado:

- Kom ud og hjælp mig!

Evander er ved at lave mad til sin søster. Han steger lidt kylling på panden, der skal bruges til en sandwich, som bliver smurt og fyldt med salat, ost og æg.

- Hvis det ikke smager godt, spiser du det alligevel, siger Evander og griner.

- Jeg kan ikke lave mad under pres. Jeg tåler kun pres på banen, tilføjer han.

Evander laver med til sin søster.
Evander laver med til sin søster. Foto: TV 2 SPORT

Det pres eksisterer ikke på samme niveau i Danmark sammenlignet med tiden i Brasilien.

- Pres? Nej, nej, nej. Der er ingen pres. Pres det var at skulle være nummer 10 i Vasco da Gama som 17-årig. Det var et pres. Det heroppe er slet ikke et pres, det kan du slet ikke sammenligne, har Evanders far Evandro sagt ifølge Svend Graversen, der referer fra en samtale, han har haft med ham.

Og selv om 10-tallet var tungt at bære på ryggen i Vasco da Gama, er det stadigvæk brasilianerens favoritnummer. Derfor spurgte Evander også Svend Graversen, om 10-tallet var ledigt, da han kom til FC Midtjylland.

- Han svarede med at spørge, om jeg ikke ville føle et for stort pres ved at være nummer 10, og jeg svarede, at jeg kommer fra Brasilien, og der er aldrig så meget pres, som der er derovre. Så sagde han, at det var ledigt, og så tog jeg det, siger Evander.

Er det det bedste nummer?

- Det er det for mig. De store spillere har nummer 10, siger Evander.

FC Midtjyllands Evander Ferreira (10) jubler efter han har scoret til 1-0 under Superligakampen mellem Hobro IK og FC Midtjylland på DS Arena i Hobro, fredag den 8. marts 2019.
FC Midtjyllands Evander Ferreira (10) jubler efter han har scoret til 1-0 under Superligakampen mellem Hobro IK og FC Midtjylland på DS Arena i Hobro, fredag den 8. marts 2019. Foto: Bo Amstrup / Bo Amstrup / Ritzau Scanpix