Paul Scholes stopper som Oldham-manager efter en måned

16x9
Paul Scholes nåede kun at være manager i en måneds tid for Oldham Athletic. Foto: Carl Recine / Ritzau Scanpix

Paul Scholes stopper pludselig som manager i Oldham i League Two efter blot en måned i jobbet, skriver BBC.

Manchester United-legenden Paul Scholes fik en usædvanlig kort karriere som manager i Oldham Athletic i den fjerdebedste engelske fodboldrække. 

Torsdag meddeler 44-årige Scholes således, at han stopper i jobbet, som han tiltrådte 11. februar. 

Dermed nåede Paul Scholes blot at stå i spidsen for mandskabet fra League Two i syv kampe. 

- Det stod uheldigvis klart, at jeg ikke ville have mulighed for at operere i jobbet ud fra min intention, og som jeg var stillet i udsigt, da jeg påtog mig jobbet, siger Paul Scholes ifølge BBC

Oldham lå nummer 14 i ligaen, da den tidligere midtbaneprofil tog over, og der ligger klubben fortsat placeret. 

Paul Scholes sidste kamp i spidsen for holdet blev dermed tirsdagens 0-2-nederlag til Lincoln. 

- Jeg håbede til det sidste, at jeg ville gennemføre min periode på 18 måneder som manager for en klub, som jeg har støttet hele mit liv. 

- Fans, spillere, mine venner og min familie vidste alle, hvor stolt og begejstret jeg var over at påtage mig denne rolle. 

- Jeg ønsker fans og medarbejderne, som alle har været fantastiske, alt det bedste for resten af sæsonen, og jeg vil fortsat følge klubben som fan, siger Paul Scholes. 

Paul Scholes har aldrig lagt skjul på, at han støttede klubben, der ligger tæt på Manchester, hvor han spillede for United i sin karriere. 

Her opnåede Scholes 718 kampe for klubben, og han vandt imponerende 25 titler med United. Han var både med til at vinde Champions League, FA Cuppen og utallige mesterskaber med United. 

Han fik desuden 66 landskampe for England.