Dansk træner på Cypern kan ikke gå på gaden uden at blive genkendt

16x9
Carit Falch har været cheftræner for Enosis Neon Paralimni FC siden 29. november sidste år. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

42-årige Carit Falch er cheftræner for Enosis Paralimni FC, og det job har medbragt mange oplevelser og et indblik i en helt speciel kultur.

På dåbsattesten står der Carit Falch, men på Cypern går den danske cheftræner under navnet ’Coach’.

Det er uanset, om den populære dansker er nede at handle, står på sidelinjen eller sidder i sin bil.

De færreste i Danmark er nok klar over det, men siden november sidste år har den 42-årige dansker været cheftræner for den cypriotiske klub Enosis Paralimni FC, som spiller i landets bedste række. Det er en liga, som på UEFA’s rangliste ligger over blandt andre den skotske, svenske og norske liga.

Det var altså bare en sms, hvor der stod: "Du har fået jobbet. Hvor hurtigt kan du komme?"

Carit Falch

På få måneder har han formået at vende stemningen i byen. Han overtog holdet i krise, kaos og akut fare for at rykke ned, men nu er der optimisme og positiv stemning. Omvæltningen mærker han dagligt i den cypriotiske ferieby Paralimni, som er kronisk fodboldgal.

- Når jeg skal have dagligvarer i et supermarked, får jeg dem ofte gratis. "Tag det bare, Coach," siger de. Den anden dag, da jeg skulle have vasket bilen, kom manden ud og sagde: "Skidegodt, Coach. Det går rigtig godt. Det er dejligt at se. Du skal ikke betale for vask, og bare tag benzinen", siger Carit Falch til TV 2 SPORT.

Han er hurtigt blevet en populær skikkelse i bybilledet, og det faktum nyder han.

- Noget af det, jeg er mest stolt over, er den gode stemning omkring holdet, men også i fangruppen og i byen. Jeg fik at vide af præsidenten, at det er første gang i ti år, at de klapper, hujer og hepper på os. De har været så utilfredse med den måde, klubben er blevet kørt på.

”Kom til Cypern nu!”

Carit Falchs vej til det eksotiske cheftrænerjob har været utraditionel. Uden baggrund som fodboldspiller på højt niveau har han måttet arbejde sig op gennem systemet, hvor han undervejs blandt andet har været U17-træner i HB Køge, cheftræner i Brønshøj, udviklingschef i Helsingør samt scout og analytiker for FC Nordsjælland.

Der har også været trusler på livet, og jeg er blevet spyttet på og truet under kampe fra folk lige bag vores bænk

Carit Falch

I 2017 tog hans udlandskarriere fart, da han som den første udlænding i landets historie blev cheftræner for Litauens U21-landshold. Jobbet kom i hus takket være blandt andre den tidligere Brøndby-spiller Auri Skarbalius, som Carit Falch havde et godt forhold til på grund af deres fælles baggrund som trænere i den danske første division.

Litaueren lagde et godt ord ind for Carit Falch, som efter flere rejser til Litauen fik overbevist forbundet om, at han var manden, de skulle satse på.

Hans tid som U21-træner for Litauen var succesfuld. Her vandt han den vigtige turnering Baltic Cup mod nabolandene Letland og Estland for første gang i ti år. Succesen skabte opmærksomhed, og via en kontakt til en polsk agent blev han sat i forbindelse med det mulige cheftrænerjob på Cypern. Et job, hvis tilblivelse var forunderlig.

Carit Falch var interesseret, tog sydpå og var inde omkring holdet i en uge, hvorefter han tog afsked med præsidenten og gav udtryk for sin interesse for jobbet. En uge senere havde han intet hørt, lige indtil hans telefon vibrerede.

- Lige pludselig fik jeg en sms fra præsidenten: "Kom til Cypern i morgen". Jeg tænkte: "Hvad i alverden betyder det?" Så jeg ringede til min kontakt, den polske agent, og spurgte ham ad. Betød det, at jeg havde fået jobbet?

Det gjorde det ikke. Præsidenten svarede ikke tilbage på Carit Falchs sms’er, men håbefuldt besluttede han sig for at købe flybilletter, og dagen efter stod en forvirret dansker i lufthavnen netop landet på middelhavsøen.

Carit Falch stod i 2017 i spidsen for Litauens U21-hold, som spillede mod Danmark.
Carit Falch stod i 2017 i spidsen for Litauens U21-hold, som spillede mod Danmark. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Han havde undervejs snakket med holdets danske angriber, Morten ’Duncan’ Rasmussen, som ringede til ham, netop som han var landet på Cypern. Han fortalte, at klubben netop havde fyret cheftræneren.

- Jeg kom ind i ankomsthallen og vidste stadig ingenting. Der var ikke nogen, der ventede på mig, så jeg stod på Cypern og vidste ikke, hvad der skulle ske. Så fik jeg heldigvis en sms fra præsidenten, hvor han ønskede mig velkommen til Cypern og skrev, at jeg bare skulle køre hen på et bestemt hotel.

Jeg har allerede pakket taskerne inden en kamp, for jeg vidste, at hvis vi ikke vandt den, så var jeg ude

Carit Falch

Heller ikke denne gang svarede præsidenten tilbage på danskerens spørgsmål, og derfor besluttede han sig for at tage en taxa til hotellet, hvor der var booket et værelse til ham.

Her gik den ene time efter den anden i uvished. Pludselig tikkede en sms ind fra præsidenten, hvori der stod, at han var på vej, og at han ville snakke.

- Han ankom sammen med to andre fra bestyrelsen. De udspurgte mig i to timer om alt mellem himmel og jord. Fodbold, holdninger, personligt og alt muligt. Så rejste præsidenten sig op og sagde: "Super. Vi ses i morgen". Jeg spurgte, hvad planen var. "Vi tænker, at du kommer ud og ser noget træning i morgen, og så kan vi lige snakke sammen om, hvad der skal ske," sagde han. Så spurgte jeg, om jeg havde fået jobbet. Det havde jeg ikke, siger Carit Falch.

Den lokale præst er klubbens største fan. De er vildt religiøse her

Carit Falch

Han fik at vide, at der også var andre kandidater. De næste to dage fandt han endnu en gang ud af, at kommunikationen på Cypern er mangelfuld og flyvsk. På tredjedagen spurgte han igen, om han havde fået jobbet, men det kunne de ikke svare ham på.

Da han også havde et job som litauisk U21-landstræner at passe, forlod han øen uden svar på, om han var købt eller solgt. I de kommende dage hørte han intet fra præsidenten, men ligesom tidligere tikkede en meget kortfattet sms pludselig ind.

- Der stod, at jeg har fået jobbet på Cypern. Det var altså bare en sms, hvor der stod: "Du har fået jobbet. Hvor hurtigt kan du komme?" Jeg besluttede mig for at slå til. Så jeg skrev, at jeg kunne være der om to dage. For jeg blev også nødt til at afvikle tingene i Litauen.

Tre dage senere stod han i spidsen for Enosis Paralimni i en svær ligakamp mod favoritten AEK Larnaca, som var en del af Europa League-gruppespillet mod Zürich, Ludogorets og Bayer Leverkusen.

Carit Falchs undertippede mandskab leverede overraskelsen og vandt 2-1, og så var eventyret på Cypern i gang.

- Det var fuldstændig vanvittigt. Det var som at blive kastet ned fra en helikopter. Da jeg gik ind på stadion, tænkte jeg: "Det er fuldstændig sindssygt. Står jeg virkelig her?" Alle var helt oppe i skyerne over sejren og sagde til mig, at resultatet er historisk, siger han.

ΑΝΑΚΟΙΝΩΣΗ Το Διοικητικό Συμβούλιο της εταιρείας Ε.Ν.Π. ΠΟΔΟΣΦΑΙΡΟ (ΔΗΜΟΣΙΑ) ΛΤΔ είναι στην ευχάριστη θέση να...

Posted by Enosis Neon Paralimniou FC on Thursday, November 29, 2018

Hård og alternativ kultur

Indtryk af anderledes karakter har der været nok af. Carit Falch er kommet til en kultur langt fra den, han kender fra Danmark.

- Cypern er et lille miljø. Byen, jeg bor i, er en lille ferieby. Alle taler fodbold og har enten spillet for Paralimni eller har en søn eller en onkel, der spiller for eller har spillet for dem. Det er én stor fodboldby, siger han.

Allerede efter fem måneder i jobbet står den ene historie efter den anden i kø for at blive fortalt. Tidligt oplevede han, at det var noget helt specielt, han havde sagt ja til. Her fik han et godt råd fra folk inde omkring klubben: Bliv gode venner med byens præst.

Jeg har haft personlige kriser, men jeg husker mig selv på, at den her erfaring er uvurderlig

Carit Falch

- Den lokale præst er klubbens største fan. De er vildt religiøse her. Så den her præst er ekstremt vigtig. Jeg skulle tage et møde med præsten og få hans accept, for så var jeg allerede godt inde i miljøet. Han er en kæmpe mand i lokalmiljøet.

- Jeg tog et møde med ham på en lokal café. Hvis han sagde god for mig og fortalte folk, at de skulle acceptere og respektere mig, så var der ikke én, der buhede eller var negativ. Så at få hans accept den dag har også været vigtigt for mig.

Også omkring fodboldkampe er tingene anderledes end i Danmark.

- Fodboldmiljøet er meget dedikeret og følelsesladet. Jeg har haft vilde oplevelser til kampe, hvor vi bliver fysisk overfaldet af modstandere og fans ved omklædningsrummene og på banen. Der har også været trusler på livet, og jeg er blevet spyttet på og truet under kampe fra folk lige bag vores bænk.

Fyringstrussel, hjemve og store drømme

Selvom Carit Falch har vendt den sportslige skude og har antændt et håb om overlevelse i ligaen, er der ikke langt fra medvind til modvind, når man er træner på Cypern og for Enosis Paralimni.

Det har danskeren måttet sande flere gange inden vigtige ligakampe.

- Jeg har fået at vide af vores general manager og præsidenten, at det her var en alvorlig situation, og at jeg blev nødt til at vinde denne kamp. Jeg har allerede pakket taskerne inden en kamp, for jeg vidste, at hvis vi ikke vandt den, så var jeg ude. Det var jeg 100 procent sikker på, siger han.

Hvordan kommer du igennem det enorme pres?

- Jeg har accepteret situationen. Jeg siger til mig selv, at jeg kun kan gøre mit bedste. Jeg optimerer alt, jeg kan. Jeg har spillernes opbakning. Så kan jeg ikke gøre mere. Hvis vi taber, og jeg bliver fyret, må jeg komme videre.

Carit Falch er her dog stadigvæk, og han trives i byen, hvor han bliver mødt af smil og positiv stemning.

Han er i gang med sit tredje år i udlandet, hvor det hele handler om fodbold, og hvor familie og venner er langt væk. Det kan af og til være hårdt til trods for begejstringen over det vilde trænerjob.

- Jeg er single og bor alene på Cypern. Det er også svært. Jeg må være ærlig at sige, at jeg virkelig har situationer med hjemve. Jeg er meget alene, jeg har ikke min familie eller venner omkring mig, jeg har ikke en kæreste eller børn. Det er en vanskelig situation på det sociale plan.

- Jeg har haft personlige kriser, men jeg husker mig selv på, at den her erfaring er uvurderlig. Det er en erfaring, jeg ikke kan få i Danmark, så jeg må igennem situationerne og blive stærkere på den anden side.

Når han har det hårdt, tænker han tilbage på sin lange rejse mod cheftrænerjobbet på Cypern. Han husker på alt det gode, som jobbet har medført.

- Det er en fantastisk fornemmelse at føle, at man giver folk noget positivt. Når jeg kører forbi i bilen med åbent vindue, er der folk, der vinker og råber: "Coach, Coach!" Jeg er helt sikker på, at de kan mærke, hvor hårdt vi arbejder.

Vi har aftalt, at vores spillere skal i kirke før den første semifinale

Carit Falch

Carit Falch håber på, at det hårde arbejde ender med endnu en sæson i den bedste række på Cypern og måske en sensation i pokalturneringen. Her er holdet i semifinalen for første gang i 17 år.

3. april spiller de den første semifinale mod landets store hold APOEL, som tidligere har sendt FC København ud i Champions League-mørket. Her er danskerens hold markant undertippet, og derfor er det godt, at byen har en fodboldglad præst.

- Vi har faktisk aftalt, at vores spillere skal i kirken før den første semifinale og blive velsignet, så vi kan blive klar til kampen, siger han og griner.

I øjeblikket er målet succes på Cypern, men han tillader sig dog for en stund at tænke længere frem. Og her er den ambitiøse træner ikke bange for at tænke stort.

- Hvis alt går godt her, kan jeg komme videre til et andet job i udlandet på et endnu højere niveau. Det kunne også være her på Cypern, hvor jeg kan få et bedre job i en af de store klubber og spille europæisk.

- Min ambition er at få et fodboldhold, hvor vi spiller for at vinde noget. Komme ud i Europa og spille Europa League og Champions League. Det er min målsætning og ikke bare min drøm, slutter Carit Falch.