Italiensk fodboldikon bliver landstræner for Kina

16x9
Fabio Cannavaro er ny landstræner for det kinesiske fodboldhold. Foto: Str / Ritzau Scanpix

Fabio Cannavaro overtager tøjlerne på det kinesiske landshold efter landsmanden Marcello Lippi.

Den tidligere italienske fodboldstjerne Fabio Cannavaro skal være landstræner for Kina.

45-årige Cannavaro overtager jobbet efter landsmanden Marcello Lippi, der netop har trukket sig efter Asian Cup i januar, hvor det kinesiske landshold røg ud i kvartfinalerne.

Cannavaro er i øjeblikket cheftræner i klubben Guangzhou Evergrande.

Længden på kontrakten med Det Kinesiske Fodboldforbund er ikke kommet frem.

Cannavaros første opgave bliver at lede de kinesiske spillere i firenationers-turneringen China Cup, der begynder i næste uge. Her deltager Thailand, Uruguay og Uzbekistan ud over Kina, der er vært.

Fabio Cannavaro optrådte i sin aktive karriere for storklubber som Juventus, Inter og Real Madrid. I 2006 vandt han VM sammen med det italienske landshold.

Kina rangerer som nummer 72 på Det Internationale Fodboldforbunds verdensrangliste.