Cristiano Ronaldo straffes for jubelscene

16x9
Denne jubelscene fra Cristiano Ronaldo koster ham 20.000 euro. Foto: Alessandro Di Marco / Ritzau Scanpix

Juventus-stjernen Cristiano Ronaldo har fået en bøde på små 150.000 kroner for en jubelscene i en Champions League-kamp mod Atletico Madrid.

Cristiano Ronaldo og Juventus kunne torsdag ånde lettet op.

Den portugisiske stjerne undgår nemlig karantæne til Champions Leauge-kvartfinalekampene mod Ajax. Det står klart, efter at UEFA er kommet frem til, at Ronaldos jubelscene i returkampen mod Atletico Madrid i ottendedelsfinalen, ikke får sportslige konsekvenser.

Der bliver dog gjort et mindre indhug i portugiserens pengepung. Jubelscenen koster ham en bøde på 20.000 euro svarende til små 150.000 danske kroner.

Ronaldo risikerede ellers karantæne for måden, han fejrede sit hattrick på med en gestus tilsvarende den, som Atletico Madrid-træner Diego Simeone lavede i holdenes første møde.

Ronaldo fejrede sejren og sit hattrick med en gestus, der skulle være et svar på Atlético-træner Diego Simeones jubelscene i den første ottendedelsfinale i Madrid.

Jubelscenen trak efterfølgende overskrifter og blev af flere opfattet som en hån mod Atletico-træneren. Bøden er samme størrelse som den, Simeone fik for selvsamme gestus.

Juventus møder Ajax i kvartfinalen ved Champions League den 10. april.