Nicolai Jørgensen skal til møde med Feyenoord om sin fremtid

16x9
Nicolai Jørgensen taler med den danske presse på Hotel Oberwaid i St. Gallen i Schweiz. Tirsdag står Danmark over for Schweiz i EM-kvalifikationen. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

I en svær sæson i Holland er det en befrielse for den danske angriber at komme hjem til landsholdskammeraterne, som kan give ham tiltrængt gejst.

En fodboldspillers situation kan hurtigt vende.

Det må Nicolai Jørgensen sande, efter at han siden årsskiftet har oplevet langt mere modgang i Feyenoord, end det har været tilfældet i sine første to sæsoner i Holland.

Den danske angriber har blot scoret et enkelt mål i 2019 og er gledet ind og ud af startopstillingen. Han ønsker derfor en snarlig afklaring på sin fremtid i klubben, der tidligere har afvist at lade ham skifte til blandt andet Newcastle.

- Jeg skal have et møde med vores sportsdirektør i næste uge. Så må jeg høre, hvad han har at sige, og hvad klubben tænker. Lige nu har jeg ikke rigtig talt med nogen dernede, siger Nicolai Jørgensen.

'Lidt for meget drama'

De seneste måneder i Rotterdam-klubben har været turbulente. Det hele begyndte i slutningen af januar, da træner Giovanni van Bronckhorst meddelte, at han forlader klubben ved kontraktudløb til sommer.

Jaap Stam er udpeget som hans afløser.

- Det har været en lidt speciel tid her på det seneste. Lidt for meget drama. Så jeg har egentlig bare prøvet at arbejde hårdt. Det har så ikke båret frugt, men det, tror jeg, det kommer til, og ud fra det må jeg så lægge en plan.

Nicolai Jørgensen på træningsbanen i St. Gallen i Schweiz.
Nicolai Jørgensen på træningsbanen i St. Gallen i Schweiz. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Nicolai Jørgensen medgiver, at det kan være tid til luftforandring efter snart tre år i Feyenoord, der blev mester i danskerens første sæson i klubben.

Derfor nyder han også at være samlet med landsholdet i disse dage.

- Når jeg er med landsholdet, får jeg bare en fantastisk glæde. Specielt efter måske tre-fire hårde uger i Holland, siger han.

- Jeg får en kæmpe gejst, når jeg møder ind, og når jeg er sammen med mange af dem, jeg er vokset op med i fodbold. Så glemmer jeg lidt det andet.

Et faldende antal mål

I denne sæson har Jørgensen scoret tre mål i 18 ligakampe. I syv kampe har han været ukampdygtig på grund af skader. I én kamp har han siddet på bænken i samtlige 90 minutter.

Da Feyenoord blev mester i 2016/2017-sæsonen scorede danskeren 21 mål i 32 ligakampe. I sidste sæson blev det til ti mål i 26 kampe i Æresdivisionen.

Foreløbig har han scoret ni mål på A-landsholdet i 37 kampe.

28-årige Nicolai Jørgensen har lidt mere end to år tilbage af sin kontrakt med Feyenoord.

Danmarks trup mod Schweiz